Lokalpolitikerne er delt i spørgsmålet om et tættere samarbejde med DF, mens Mette Frederiksen maner til ro.

Aalborg. Der er ingen grund til at frygte et tættere samarbejde mellem Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Nogenlunde sådan kan budskabet fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, opsummeres.

Hun forsøger dermed at berolige byrådsmedlemmer og regionsrådspolitikere, som er delt i spørgsmålet ifølge en rundspørge, som Ritzau har lavet.

Socialdemokratiet samarbejder med alle partier, hvor der kan opnås enighed, lyder det.

- Socialdemokratiet indgår i et politisk samarbejde med de partier, hvor vi kan se, at det giver god mening politisk, og det gælder på alle områder. Hvis vi ikke kan blive enige med et andet parti, er det jo ikke der, samarbejdet er det mest naturlige, siger Mette Frederiksen.

827 er inviteret til at deltage i rundspørgen. 179 personer har svaret. Det svarer til knap 22 procent af de adspurgte. Dermed er rundspørgen ikke repræsentativ, men den giver et indtryk af stemningen i baglandet.

Af de 179 svarer 71, at de ikke støtter et tættere samarbejde mellem de to partier. 69 lokalpolitikere svarer, at de kan støtte et tættere samarbejde. 39 svarer "ved ikke".

Socialdemokratiet har sammen med blå blok lagt stemmer til adskillige af Venstre-­regeringens stramninger det seneste år.

De røde støttepartier har krævet en blødere udlændingekurs, hvis Mette Frederiksen vinder et kommende folketingsvalg. De er blandt andet bekymret for, at Socialdemokratiet har udtalt støtte til regeringens stop for kvoteflygtninge.

- Der er nogle blandt kvoteflygtninge, som er særligt sårbare. De grupper vil vi være særlig opmærksomme på, hvis regeringen indkalder til forhandlinger på det her område, siger hun.

Det gælder eksempelvis handicappede, uddyber Mette Frederiksen.

/ritzau/