Det stigende antal asylansøgere til Danmark gør det svært for kommunerne at løfte integrationsopgaven. Derfor er regeringen nødt til at handle, siger justitsminister Mette Frederiksen.

Antallet af asylansøgere i Danmark har i september ramt cirka 3.000 personer, hvilket er rekordhøjt. Og det høje antal, der kommer til landet lige nu, gør det svært for kommunerne at følge med, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

»Det antal, der kommer til Danmark lige nu, gør det svært at løfte integrationsopgaverne og få tingene til at fungere ude i landets kommuner. Og det bliver vi nødt til at handle på,« siger hun.

Hun kalder situationen ekstraordinær, og det er antallet, og ikke sammensætningen af flygtningene, der er den største bekymring.

»Vi er nødt til at forholde os til antallet. Det kan ikke nytte noget, at vi påstår, at antallet der kommer hertil ikke spiller en rolle for vores evne til at integrere. Det er forfærdeligt for de mennesker, der er på flugt, men vi skal have tingene til at fungere her i Danmark. Derfor mener vi fra regeringens side, det er nødvendigt med den opstramning, der er til diskussion i de her dage,« siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Når du siger, at det er for mange til at integrationsopgaven kan løftes i kommunerne, betyder det så, at der er yderligere stramninger på vej?

»Vi foreslår at stramme op på asylområdet. Det er ikke nogen let beslutning. Vi er ved at forberede et lovforslag, der snart går i høring, og der vil være en opstramning på asylområdet. Sådan at de, der ikke er individuelt forfulgte, kun får midlertidigt ophold«.

Spørgsmål: Får tallene dig til at tænke, at det er nødvendigt med mere end det?

»De her tal bekræfter regeringen i, at det er nødvendigt at stramme op på asylområdet. For opgaven begynder nu at være så stor, at vi ikke bare kan sige, at det må kommunerne klare, for det er jeg ikke sikker på, de kan,« siger Mette Frederiksen.

Det betyder dog ikke, at kommunerne skal have nye redskaber til at klare den store integrationsopgave.

»Det er antallet, der er udfordringen. Og det er derfor, det er nødvendigt at stramme op. Det er noget, vi skal diskutere med landets kommuner. Det afgørende nu er at få den nye lovgivning på plads, så dem der ikke er individuelt forfulgte kan vende tilbage til deres hjemland, når forholdene tilsiger det,« siger hun.

Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen (V), mener, at Mette Frederiksens udgangspunkt er forkert, når hun fokuserer på kommunernes udfordringer. Han mener, der skal kigges på asyllovgivningen og sættes en prop i.

»Der er ingen tvivl om, at det er en uoverkommelig opgave for kommunerne både økonomisk og kulturelt. Jeg synes dog, pilen peger på regeringen, der ikke vil være med til at foretage de nødvendige stramninger,« siger Martin Geertsen.

Konkret arbejder Venstre på at redefinere starthjælpen, som partiet gerne vil bringe tilbage i en ny udgave.

»Under en eller form skal man genindføre starthjælpen, så man gør det mindre økonomisk attraktivt at søge her til landet. Det bliver ikke i samme form som under V-regeringen, men vi arbejder på en anden form for starthjælp, som vil have virkning når vi selv kommer til magten igen. Eller hvis vi får overbevist regeringen om det inden,« siger Geertsen.