Nu er det nok, nu må grækerne ud af euroen. Sådan lyder beskeden til EU-toppen fra europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt (DF).

Oven på søndagens rungende »nej« fra grækerne til EU og de internationale kreditorers økonomiske reformkrav er der ikke andre veje at gå, mener han.

»Det giver ingen mening at blive ved med at holde fast i Grækenland som euroland. Der må man i stedet hjælpe Grækenland ud af euroen på en velordnet måde, så de kan forblive i EUs indre marked, men altså ikke som medlem af euroen,« siger Morten Messerschmidt.

Han mener også, at det vil være bedst for grækerne selv, hvis de forlader euroen. Det hæmmer nemlig den græske økonomi at være bundet op på et samarbejde, som landets økonomi slet ikke er gearet til, vurderer Messerschmidt.

»Der er ingen tvivl om, at Grækenland går store strukturelle forandringer og problemer i møde, uanset hvad de foretager sig. Sagen er bare, at alle de ufatteligt mange reformer og topmøder, man har forsøgt at redde Grækenlands økonomi med, er mislykkedes. Nu har vi talt om Grækenland i syv-otte år, og Grækenland er jo stadig i en økonomi er miserabel situation,« siger han.

I stedet tror Morten Messerschmidt, at Grækenland om nogle år kan opnå vækst og en mere balanceret økonomi, hvis de forlader eurosamarbejdet i de kommende dage.

Og hvis EU-toppen sammen med den Europæiske Centralbank (ECB) i de kommende dage vil forsøge at fastholde Grækenland som EU-medlemsland, mener DF-parlamentarikeren, at der ligger et helt andet motiv bag:

»De er rigtig, rigtig bange for, hvad der kommer til at ske med de andre sydeuropæiske EU-lande, hvis Grækenland forlader euroen. For så vil Grækenland uden tvivl opleve et opsving i økonomien inden for nogle få år. Og så sidder de måske i Spanien, Italien og Portugal og kigger misundeligt mod Grækenland, mens man selv er bundet fast på den her euro-hestekur, og så kan de lande følge efter Grækenland. Det er man bange for,« siger Morten Messerschmidt.