Den tyske kansler Angela Merkel kommer på statsbesøg hos Helle Thorning-Schmidt i april. Her vil statsministeren blandt andet fortælle Merkel, at Danmark fortsat er entusiastisk omkring Femernforbindelsen.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kommer 28. april for første gang på officielt statsbesøg hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det skriver JydskeVestkysten.

De to har mødtes mange gange i andre sammenhænge, men det er første gang, den tyske leder officielt besøger statsministeren i Danmark.

»Vi mødes med jævne mellemrum, og vi har en lang række ting, vi gerne vil tale om. Alt lige fra sikkerhedssituationen i Europa til den økonomiske situation i Europa og til dansk-tyske bilaterale forhold,« siger Helle Thorning-Schmidt til JydskeVestkysten.

Der har været en del kritik af det tyske engagement i Femernforbindelsen, og statsministeren vil på mødet understrege, at Danmark fortsat er entusiastisk omkring forbindelsen, fortæller Thorning:

»Jeg vil da nævne Femernforbindelsen og fortælle hende, hvor begejstrede vi er for det projekt,« siger statsministeren.

Der er dog ingen konflikt under opsejling, understreger Helle Thorning-Schmidt:

»Når vi besøger hinanden, er det også for at sætte en tyk streg under vores venskab og alt det, som de to lande har med hinanden. Derfor er jeg glad for, at kansleren kommer, fordi det understreger et ubrydeligt venskab mellem Danmark og Tyskland, som bygger på stærke fælles værdier,« siger hun.

Samtidig har Thorning i sit samarbejde med kansleren over de seneste år oplevet, at de to har været meget enige om, hvordan Europa skulle udvikle sig, fortæller hun:

»Lige fra klima og energiunion til den økonomiske politik. På den måde har vi været meget enige gennem flere år. Det er jo ikke sådan, at vi skal finde konflikter. Man skal også bekræfte venskaber,« siger statsministeren.