KØB PLUS!

Mere general end sekretær

Anders Fogh Rasmussen, der lørdag fylder rundt, har taget sine arbejdsmetoder fra Statsministeriet med til NATO

Da den daværende danske statsminister Anders Fogh Rasmussen fandt en flaske champagne frem fra køleskabet i forsvarets Challenger-fly og gav sig til at skænke op for den lille flok journalister og embedsmænd, var det ikke nemt at få øje på den asketiske hulemand, som han ofte blev fremstillet som. Da han supplerede boblerne med en meget underholdende tale, der fik selv hærdede journalister til at skraldgrine, var det svært at tro, at det er den selvsamme mand, som fik ry for at stå i spidsen for et rædselsregime i Skatteministeriet en snes år tidligere. Men her, i forsvarets lille, men bekvemme transportfly på vej til Danmark fra besøg i Afghanistan og Jordan i 2007, blev det tydeligt, at den nu 60-årige politiker er meget mere end den målfikserede leder, kajakroende, fanatiske kondiløbende no-bullshit-leder, han ofte fremstilles som. Det skriver Berlingske.

Landmandssønnen fra Hvidding i Jylland er nået til tops internationalt og er også politisk nået langt, siden han som ung Venstre-minister skrev sin stærkt liberale strategiplan i bogen »Fra socialstat til minimalstat«. Som politisk håndværker er han også nået lysår længere end dengang, han som skatteminister ifølge Anne Sofie Krags portrætbog stod på sit kontor og stampede i gulvet, mens han råbte: »Jeg vil ikke, jeg vil ikke.«

Forud for valget i 2001 og i de første år som statsminister havde Anders Fogh Rasmussen med den berømte drejebog under armen fuld fokus på dansk politik. Han nøjedes ikke med at indføre et skattestop og en ny, stram udlændingepolitik, men satte samtidig en værdipolitisk dagsorden. Det var Fogh, der i sin første nytårstale bebudede et opgør med de statsfinansierede smagsdommere, der forklædt som eksperter fortalte danskerne, hvad de skulle mene. Og det var Fogh, der satte blus under Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Uden tøven sendte han danske specialstyrker og kampfly til Afghanistan, ligesom han holdt fast i, at Danmark trods den hjemlige og internationale splittelse skulle følge USA og Storbritannien til Irak. Havde Socialdemokraterne været med, havde Danmark påtaget sig endnu mere i Irak, end tilfældet blev. Det var også Fogh, der satte et ambitiøst mål for Danmarks evne til at udsende soldater. 2.000 kontinuerligt udsendte, hvilket i dag efter forsvarsnedskæringerne forekommer uopnåeligt. En af hans egne børn har som uddannet sprogofficer været udsendt på international mission.

Men spørger man hans mangeårige kollega som minister og som partileder, Lene Espersen, fik Anders Fogh Rasmussen tiltagende smag for internationalt diplomati allerede under det danske EU-formandskab, hvor østudvidelsen faldt på plads.

- Vi troede, han ville overlade den sag til Per Stig (Møller, red.) og Bertel Haarder, men han blev fanget af de internationale forhandlinger og af opgaven med at samle mange lande. I 2002 måtte der ikke ligge noget, der kunne forhindre udvidelsen. At det lykkedes, lagde kimen til at gå den internationale vej, siger Lene Espersen. Hun arbejdede tæt sammen med Fogh, da rygterne om hans kandidatur til posten som NATO-generalsekretær tog fart.

- Vi havde en fornemmelse af, at han var i spil, men det kom som en overraskelse, da det pludselig og hurtigt faldt på plads. Ingen havde turdet sætte penge på det, men i dag driver han jo NATO, som han drev regeringen, fortæller hun.

Utålmodigheden med pligtmøder og møder i det hele taget har han taget med til NATOs hovedkvarter i Bruxelles. Ifølge en uniformeret embedsmand, der i jobbets natur ikke føler trang til at stå frem med navn, har danskeren, der er mere general end sekretær, skabt direkte forbindelser til NATOs regeringsledere, hvilket i et vist omfang kobler landenes permanente ambassadører ud af den overordnede beslutningsproces. »Han har klare mandater, så der er ikke noget at komme efter. Han har også mandat til at rydde op i NATOs bureaukrati, hvilket ikke er nogen nem sag med 28 ambassadører, og det lander undertiden i nogle ikke alt for smukke kompromiser. Men som formand ved ministerrådsmøderne har han mandater, som han kan tromle ambassadørerne med, hvis det er nødvendigt,« lyder bedømmelsen. Det vakte opsigt, da han efter sin tiltræden ved det første ministermøde brød med den gamle tradition, at ambassadørerne sidder med ved bordet, når ministrene holder møder om budgetter og Afghanistan. Da der var optræk til oprør, svarede Anders Fogh, at hvis der var et problem, kunne han ordne det med deres chefer i hovedstæderne. Det blev aldrig nødvendigt.

Men selv en stærk generalsekretærs indflydelse vokser ikke helt op i himlen. »Hans store opgave er at få Europa til at løfte mere i NATO i forhold til USA. Han har forsøgt, men opgaven er ikke løst. Det var heller ikke NATOs »finest hour«, da det tog NATO flere uger at overtage Libyen-operationen fra koalitionen af lande, der havde indledt den. Det var ikke et smukt forløb, blandt andet på grund af Tyskland, der placerede sig helt skævt,« vurderer Lene Espersen.

Eftermælet som dansk statsminister er blevet noget mere ramponeret, end Anders Fogh Rasmussen måske selv havde håbet på. Under størstedelen af Foghs regeringsperiode kæmpede VK-regeringen ikke blot med den socialdemokratisk ledede opposition, men også med støttepartiet, Dansk Folkeparti, om velfærdspolitikken. Under beskyldninger om at afmontere velfærdsstaten valgte Anders Fogh Rasmussen ikke at udfordre midtervælgerne. Tværtimod. Nullerne blev kontraktpolitikkens, de små skridts, skattestoppets, og adskillige tusinde flere offentligt ansattes årti uden at det af den grund lykkedes at lukke munden på de partier, der nu som regeringspartier har tvunget kommunerne til at nedlægge de samme stillinger. Den politiske kommentator, Niels Krause-Kjær, der er tidligere konservativ spindoktor, har kaldt nullerne for de spildte muligheders årti. Men Fogh vandt de folketingsvalg, han deltog i. Det blev hans efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, der med ryggen mod muren, både den med meningsmålinger og den med økonomiske nøgletal, der i sin første nytårstale bebudede det opgør med efterlønnen, som Anders Fogh Rasmussen ikke havde taget.

Fogh har et godt forhold til tyrkerne, der var den afgørende sten, som skulle ryddes af vejen, da han skulle have jobbet i 2009. Tyrkerne havde ikke glemt Muhammed-tegningerne, men forholdet er i dag solidt, lyder det, ligesom Fogh stadig har en stor stjerne hos amerikanerne. Forholdet til Putins Rusland er ikke lykkedes lige så godt. Men i oktober blev Foghs kontrakt som generalsekretær forlænget med et år, til juli 2014, og spekulationerne om hans næste job er så småt i gang. Til den tid bliver flere EU-topposter ledige, blandt andet jobbet som EU-præsident og chef for EUs udenrigstjeneste.

På vanlig vis har Anders Fogh afvist at spekulere højt om sine fremtidsplaner. Men til Berlingskes Anette Bonde tilstod han dog i et interview, at han ikke anser sig som pensionsmoden som 61-årig.

- Jeg vil da sige, at når vi når frem til 2014, så er jeg 61 år, og det, vil jeg selv synes, var en tidlig alder at stoppe i. Jeg forestiller mig, at der til den tid endnu er mange gode aktive år i mig, så jeg finder sikkert noget på det tidspunkt, lød det.

Kun ét spørgsmål om fremtiden ville han besvare: Han vender ikke tilbage til dansk politik.

PS: Ovennævnte champagne i flyet fra Afghanistan var Foghs egen medbragte. Ikke noget med champagne på skatteydernes regning, naturligvis.