Erik Østenkjær
Erik Østenkjær Foto: Tor Birk Trads

Mentaltræner Erik Østenkjær mener, at vi i stigende grad sygeliggør børn og unge med diagnoser og medicin. I virkeligheden kunne nærvær løse mange problemer.

Erik Østenkjær, du mener, vi overbehandler danskere, specielt børn og unge, hvor ved du det fra?
Det ved jeg fra min praksis. Jeg har i over 40 haft børn og unge i min praksis, og jeg ved det, for jeg ser det hver eneste dag, Jeg ser unge, der kommer med mange sår på sjælen

Men hvordan får de sår på sjælen af at blive overbehandlet?
På den måde, at det psykiatriske system gerne vil sætte diagnoser på folk, hele vores samfund sætter folk i kasser og systemer. Der har jo været en eksplosion af diagnoser indenfor de seneste år. Hvad vi ser af kasser indenfor det her område, er helt horribelt

Men hvorfor er det et problem at få en diagnose?
Problemet er, at så snart du giver en diagnose, giver du en identitet. Så er du syg og sygeliggjort. Det er ikke sikkert, man er syg. Det kan godt være, man bare er i en livssituation, der er syg, og at det er livssituationen, der burde have en diagnose og ikke personen

Kan du komme med et konkret eksempel?
Det kunne være en dreng, der har fået diagnosen ADHD, fordi han har uro i kroppen og laver ballade i skolen. Det eneste, man ikke har set på, er, at familien er i krise. At faren er flyttet hjemmefra, og at barnet ikke ved hvorfor. Barnet har i to år levet i en splittet familie og været utryg, men ingen snakker om det. Det reagerer han på og ender med en ADHD diagnose. Så er han havnet i en kasse, hvor han vil få en begrundelse for sin adfærd, en undskyldning for sin adfærd, og han vil ikke lære ret meget af det, fordi omgivelserne vil begynde at rette sig ind efter det og sige, at han jo også har ADHD.

Men hvis diagnose hjælper til rette behandling, hvorfor er det så et problem?
Det er et problem, fordi vi symptombehandler i stedet for gøre noget ved vores livssituation. Det er jo et problem i vores samfund i dag, at vi ikke ser på, hvad der egentlig er galt. Vi ser ikke på, hvorfor familier mistrives og spørger ikke, hvordan vi kan hjælpe familier. Fordi det koster nærvær.

Er det ikke naivt at tro, at nærvær kan løse alverdens problemer?
Det vil nok ikke kunne fjerne alt, så alverden hopper jeg ikke med på. Men lad os bare sige, at nærvær kunne fjerne 60 eller 70 procent, så er det dog også noget, og det er jo langt bedre medicin end det, vi giver. Vi ved jo, at når vi giver antidepressiv medicin, så er der ikke noget som helst valid baggrund for at sige, at det her lort, det virker. Det ved man i dag. Hvis det ikke virker, hvorfor giver vi det så?

Men det må da virke på nogen?
Ja, det gør det måske også på nogen, men det er så lille en del i forhold til dem, der bliver medicineret. Jeg synes ikke, vi tager udgangspunkt i, hvad en diagnose egentlig betyder. Hvad betyder det at blive kaldt depressiv tidligt i sit liv? Det betyder jo for eksempel, at man ikke kan få en livsforsikring. Nu følger der et stykke papir med rundt, hvor der står, at du er syg. Og du har måske bare haft en livskrise.

Hvad vil du så gøre?
Vi skal spørge os selv, hvorfor vi har skabt et liv, hvor vi ikke har det nærvær med børn, som de har brug for? Og nærvær betyder ikke, at vi kun skal pusse nusse. Vi skal også tage konflikter. Vi er der ikke mere. Vi er ikke til stede. Nærvær kræver tilstedeværelse. I skolen har man meget mere travlt med at passe systemer. Man skal passe, at ens skole bliver vurderet til at være en god skole, og fokus er tage væk fra børnene. Det er en del af sygdommen. Vi har fjernet nærværet. Systemer fjerner nærvær.

SMS

Hitter på Facebook