Under valgkampen var det kun få meningsmålinger, der forudså i hvilken grad, Dansk Folkeparti gik frem ved valget. Det kan skyldes, at Dansk Folkepartis vælgere ikke vil stå ved deres valg, lyder forklaringen.

Dansk Folkepartis markante fremgang ved torsdagens valg til Folketinget blev i høj grad undervurderet af landets meningsmålingsinstitutter, skriver Jyllands-Posten.

I over 100 meningsmålinger i løbet af den tre uger lange valgkamp var der kun et par stykker, som forudså, at partiet ville ende med at få over 20 procent af stemmerne.

En af forklaringerne på de skæve målinger kan være, at folk skjuler, at de har tænkt sig at stemme på Dansk Folkeparti, siger adjunkt i statskundskab på Københavns Universitet, Asmus Leth Olsen. Fænomenet oplevede man også i 00erne, fortæller han.

Voxmeter er et af de analyseinstitutter, der lå længst fra det endelige valgresultat. I Voxmeters målinger lå DF til at få 17,2 procent af stemmerne.

Analysedirektør Anna Midtgaard Christensen siger til avisen, at grunden til man ser den samme effekt igen kan skyldes, at der kommet mange nye vælgere til, som går stille med deres valg af parti.

»Det her med Dansk Folkeparti generer os selvfølgelig, fordi det tilsyneladende er en systematisk fejl, men vores fejl er ikke meget større end alle andres,« siger Anna Midtgaard Christensen til Jyllands-Posten.

Voxmeter vil nu lave en analyse af, hvad der er årsag til de skæve målinger og vil blandt andet kontakte tvivlerne for at se, om usikkerheden skyldes den gruppe.