Det er en dyr omgang at være værtsland for det internationale Melodi Grand Prix. Det erfarede DR allerede i 2001, da festen blev afholdt i Parken i København, og derfor har DR nu søgt en ekstra bevilling fra puljen af de såkaldte overskydende licensmidler. Det skriver Mediawatch onsdag.

De ekstra penge skal bidrage til, at DR kan leve op til TV-stationens egne ambitioner for afviklingen af det store show i maj næste år, og DR kan godt regne med Socialdemokraternes opbakning:

»Min grundholdning er, at de overskydende licensmidler bør komme så mange til gode som muligt, ikke per automatik DR. Men i dette tilfælde er det en særlig situation. Derfor synes jeg, vi skal imødekomme DRs anmodning. Der er klart tale om uforudsete udgifter, og det giver mening at bruge uforudsete indtægter. Min indstilling er, at DR skal have hele det overskydende beløb,« siger Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen (S) til Mediawatch.

Hos Venstre anerkender man, at det er en stor opgave at arrangere det internationale Melodi Grand Prix, men partiets medieordfører, Ellen Trane Nørby (V), forventer, at DRs anmodning bliver politisk forhandlet.

»DR får 3,5 milliarder kroner, så man har midler, og DRs økonomi er tilmed i bedre forfatning end frygtet, så det vil vi forhandle om, når der indkaldes til møde. Der er jo også andre ansøgere til midlerne,« siger hun.

I alt udgør de overskydende licensmidler 53 millioner kroner, og i DR opereres der ifølge Mediawatch med et samlet budget på 160-170 millioner kroner. Til sammenligning kostede finaleshowet i København i 2001 knap 70 millioner kroner, mens Aserbajdsjan i 2012 slog alle rekorder og brugte mindst 261 millioner kroner på semifinale- og finaleshowet. Dette års værtsland Sverige havde ifølge SVT et budget på 125 millioner.

Der er otte måneder til, at det store TV-show går i luften, og ifølge Mediawatch oplyser Kulturministeriet, at politikerne ventes at behandle DRs anmodning snarest muligt.