Danmarks statsminister kritiseres af Mellemfolkeligt Samvirke for ikke at underskrive den fællesnordiske udtalelse om konflikten i Gaza.

Det er ikke til at forstå, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke ønsker at sætte sin underskrift på den fællesnordiske kritik af Gaza-konflikten fra de socialdemokratiske partiledere. Det mener organisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS).

I en pressemeddelelse skriver organisationen, at regeringen bør støtte udtalelsen, der opfordrer Israel til at ophæve besættelsen af Vestbredden, blokaden af Gazastriben og til at afvikle bosættelsespolitikken.

»MS mener, at regeringen bør støtte denne position, hvad den allerede har gjort flere gange i andre sammenhænge. Den ulovlige annektering af Østjerusalem samt bosættelserne på Vestbredden forhindrer etableringen af en sammenhængende og bæredygtig palæstinensisk stat. Den otte år lange blokade og indespærring af Gaza-boerne er kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen og et uacceptabelt overgreb på deres menneskerettigheder,« lyder det i pressemeddelelsen.

Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Ane Halsboe-Jørgensen (S), begrunder afvisningen med, at Thorning er med i en fælles EU-erklæring. Men den nordiske udtalelse, som tæller S-partiledere fra både Norge, Sverige, Finland og Islands, adskiller sig fra EUs, fordi den i klare vendinger fordømmer Israels bombardementer af Gaza. Og det signal er der brug for at sende - også fra Danmark, mener Mellemfolkeligt Samvirke.

»Behovet for at sende et stærkt nordisk signal for at presse parterne til at indgå i en forhandlet fred er indlysende efter mere end 60 års konflikt og 47 års militær besættelse. Behovet er kun blevet cementeret yderligere af de seneste blodsudgydelser i Gaza og den ustabile situation i resten af regionen,« fastslår organisationen.