Kilder tæt på forløbet siger til DR, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at sætte hårdt mod hårdt over for K.

København: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) truede tirsdag aften De Konservative med at trække regeringen, hvis K-formand Søren Pape Poulsen stod fast på mistillid til miljø- og fødevareministeren.

Det fortæller kilder tæt på forløbet til DR Nyheder.

Dermed gjorde statsministeren sagen om de kontroversielle beregninger i landbrugspakken til et spørgsmål om selve regeringens overlevelse.

Onsdag morgen er miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) mødt på arbejde i ministeriet, og ifølge DR Nyheders oplysninger har Lars Løkke Rasmussen bedt Eva Kjer Hansen om at blive på sin post foreløbig.

Det var ikke muligt for de fremmødte journalister at få en kommentar fra miljø- og fødevareministeren.

De Konservative understregede tirsdag aften flere gange, at partiet bakker op om regeringen, men at tilliden til Eva Kjer Hansen er væk.

Statsministeren forholder sig endnu tavs i sagen bortset fra en besked på de sociale medier, hvor han tirsdag aften indkaldte de resterende partiledere i blå blok til møde.

- Har indkaldt lederne af de blå partier til møde i aften klokken 21. Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering, skrev Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook