ARKIV: Portræt af Mattias Tesfaye.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
ARKIV: Portræt af Mattias Tesfaye.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Det var kvindernes kampdag i sidste uge. Så er aviserne fyldt med debattører og eksperter og feminister og politikere og andre meningsmaskiner. Vi snakker stolpe op og stolpe ned om ligeløn og feminisme og sexchikane og rødstrømper. Kort sagt: Om ligestilling, særligt om hvem der tager mest barsel. Det er jo en vigtig sag, som de fleste af os kan enes om.

Svenske og norske mænd går lange ture med barnevognen og pludrer løs med gutterne om lortebleer og sutteflasker. Mens danske mænd er hurtigere tilbage på jobbet.

Undersøgelser viser ellers, at jo mere barsel mændene tager, jo bedre for ligestillingen. Kvinderne kan simpelthen mærke det direkte på lønsedlen, hvis de kommer hurtigt tilbage på jobbet. Der findes ganske enkelt intet andet, der vil gavne ligestillingen så meget, som hvis mændene tog noget mere barsel.

Så hvad sagde vores ligestillingsminister på kvindernes kampdag om dette enormt vigtige emne? Vil hun gribe ind og fordele barslen bedre, sådan som regeringerne har gjort i vores nabolande? Vil hun fremlægge lovforslag? Vil hun gøre noget? Kort sagt: vil regeringen faktisk regere?

Nej. Vores regering er både politisk og parlamentarisk handlingslammet. Ministrene er i indre splid og har folketingsflertallet imod sig. Vores ligestillingsminister vil derfor nøjes med en kampagne, der skal få børnefamilierne til at opføre sig anderledes, mere ligestillet… Akja… Hvis ikke regeringen kan regere, kan de jo altid hyre nogle DJØF-konsulenter, der kan skrive nogle brochurer og indrykke nogle annoncer for vores skattekroner.

Som socialdemokrat kan jeg godt glæde mig lidt over den svage borgerlige regering. Det er jo en fryd at se, hvordan det ene liberalistiske projekt efter det andet støder på grund og erstattes af ministre, der i stedet vælger at synes en masse om meget. Jeg kan ikke se mig fri for at trække lidt på smilebåndet, når jeg ser handlingslammelsen og apatien sprede sig på ministerbænkene.

Men! For Danmark er det ikke godt med en svag og splittet regering fuld af ”synse-ministre”. Vi har brug for stærk ledelse af landet.

Derfor er det også ganske glædeligt, at vi nærmest ubemærket har set en stadig mere velsmurt hemmelig regering træde frem fra kulissen. Jeg tænker ikke på samarbejdet mellem os socialdemokrater og DF’erne. Nej, jeg tænker på de igangværende forhandlinger af nye overenskomster. Stille og roligt er det lykkedes fagbevægelsen og arbejdsgiverne at indgå aftaler som bidrager til at løse en række af de samfundsproblemer, som Lars Løkkes ministre ikke kan håndtere.

De seneste uger har de aftalt bedre regler for seniorer, som skal kompensere for den højere pensionsalder. Mere kontrol af østeuropæiske fup-firmaer. De har gjort det mere attraktivt at vælge en håndværksuddannelse. De har styrket voksne danskeres muligheder for at tage en uddannelse. Og de har såmænd taget det største skridt frem for ligestillingen siden den fri abort – de har nemlig sikret håndværkere og ufaglærte fuld løn under barsel!

Mon ikke den hemmelige regerings beslutning vil få flere mænd ud med barnevognene end ligestillingsministerens DJØF-kampagne? Gudskelov, at andre træder til, når Lars Løkkes regering er kørt fast. Den hemmelige regering leve – hurra, hurra, hurraaaa!

SMS

Hitter på Facebook