I juli skriver Mattias Tesfaye, folketingsmedlem for Socialdemokraterne, skarpe debatindlæg på bt.dk. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Alle husker Poul Nyrups citat. Men hvem husker, hvorfor han sagde det om Dansk Folkeparti?
Stueren, stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af Berlingske. Der var også et billede af den nyvalgte formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard. Hendes væg-til-væg smil fyldte halvdelen af mit morgenbord. Tak for kaffe.
Stueren? Igen og igen er Poul Nyrup Ramussens gamle citat blevet brugt i omtalerne af Dansk Folkeparti. Som regel er det DFs egne spindoktorer og politikere, der husker os alle sammen på det. Men hvor mange kender egentlig baggrunden for den daværende statsministers udtalelse?
I sommeren 1999 var der problemer med en gruppe kriminelle unge i Vollsmose. I den forbindelse foreslog den daværende DF-formand Pia Kjærsgaard, at ’i tilfælde af, at en anden- eller måske tredje-generationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet... så hjemsendes ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for’.
Altså: De kriminelle unges forældre og søstre skal også hjem på røv og albuer, når Mohammed kaster sten efter bussen? Det er ikke alene et vanvittigt forslag. Det bryder også med helt grundlæggende principper i retsstaten. Vi kan diskutere, hvor hårdt og hvor længe vi straffer. Fair nok. Men ethvert oplyst menneske må stå fast på, at vi kun står til ansvar for vores egne handlinger.
Da Pia Kjærsgaard få uger efter gentog sit forslag fra Folketingets talerstol, valgte Nyrup at sige de berømte ord: ’Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig.’
Det er forståeligt, at Pia Kjærsgaard nyder at genfortælle den sidste del af historien med sig selv placeret i offerrollen. Sådan arbejder en rutineret og snu toppolitiker med sans for dramatik og moderne medier.
Men at journalisterne altid glemmer at placere Nyrups berømte udtalelse i den rette sammenhæng, er ikke særligt imponerende. Specielt ikke, fordi Pia Kjærsgaard stadig står ved sit forslag fra 1999. Folk, der ønsker belæg for den påstand, kan såmænd bare bladre op på side 135 i den nye biografi ’Pia Kjærsgaard – fordi jeg var nødt til det’. Her vil læseren desuden støde på følgende svada fra Pia K. til den mand, der fik titusindvis af danskere i arbejde, høvlede vores statsgæld væk i rekordtempo og fremtidssikrede velfærdssamfundet:
’Jeg tror, at Nyrup må have fortrudt sine ord 10.000 gange. Det må være et mærkeligt minde at sætte sig som statsminister, for jeg kan ikke komme på andet om ham end den stueren-bemærkning. Plus måske efterløns-løftebruddet. Det er ikke det mest blændende eftermæle. Det må godt nok være trist ikke at efterlade sig mere. Efter min mening er han ingen stor politiker. Han mangler format. Han er svag. Som partiformand og statsminister – og som person.’
Wow! Prøv lige at læse det igen...Og fortæl mig så, hvem der mangler format!
Jeg har kun mødt Pia Kjærsgaard et par gange. Hun synes at være en flink dame. Det gør de fleste mennesker, heldigvis. Og hvis hun pænt kan give hånd til en halv-neger som mig, så kan jeg selvfølgelig også tiltale hende ”Fru” og pænt sige tak, når hun giver mig ordet i folketingssalen. Det har jeg absolut ingen problemer med. Ligesom jeg heller ikke har nogen problemer med at invitere Pia K. hjem i min stue til en kop kaffe.
Men hvad angår hendes politiske forslag om at straffe søskende og slægtninge, var Poul Nyrup Rasmussen altså på ret kurs: Det er dælme dumt.
Af Mattias Tesfaye
