DF arbejder stadig mod et totalt forbud mod Hizb ut-Tahrir. Samtidig har en demonstration mod organisationen skabt hvad politiet vil kalde ’dårlig stemning’.

»Det er radikale muslimer, som er ekstreme på alle måder. Alt deres arbejde handler om at gå imod, hvad Danmark står for,« siger Martin Henriksen til BT.

DFs udlændingeordfører er langt fra den eneste, der er imod Hizb ut-Tahrirs eksistens i Danmark.

Det globale islamistiske parti holder søndag deres årlige møde, og det har i år tiltrukket sig en del ballade. Først kom en større og lovligt varslet demonstration mod mødet i Korsgadehallen på Nørrebro.

Men den tog en uventet drejning, da der senere fulgte en mindre, men mere voldelig, demonstration mod moddemonstrationen.

Her blev gruppen ’For Frihed’, som er imod islamisering af Vesten, angrebet af en gruppe på 30-40 autonome, der kastede med både æg og sten efter demonstrationen.

Al balladen kunne have været undgået, hvis man havde lavet et totalt forbud mod Hizb ut-Tahrir. Et lovforslag, som DF flere gange har forsøgt at få igennem. Men endnu uden held. Partiet kæmper dog stadig, oplyser DFs Martin Henriksen til BT.

»De er islamister og arbejder for at islam skal fylde mere i Danmark. Det er jeg lodret imod, da islam på lange strækninger er uforeneligt med dansk kultur,« siger integrationsordføreren.

Partiet har allerede, sammen med blå blok, Socialdemokratiet og SF, så godt som fået gennemført, at organisationen ikke længere må leje sig ind i kommunale lokaler. Loven har været førstebehandlet i Folketinget og ventes vedtaget i januar.

»Så det kunne desværre ikke nås inden dette møde (hos Hizb ut-Tahrir, red.),« siger Martin Henriksen.

»Det er vigtigt at få dem ud af kommunen lokaler, for ellers hersker der en accept af, at de har noget at gøre i vores samfund.«

Han har ikke selv været forbi demonstrationen på Nørrebro.

»Hvis vi politikere er utilfredse, må vi lave loven om. Det er en tom gestus at gå med på demonstrationen, så det synes jeg, man bør overveje nøje,« siger Martin Henriksen og mindes Hizb ut-Tahrirs debatmøde i Den Sorte Diamant i København i januar.

»Alle partier var mødt op. Men ikke os, for vi gad da ikke stå der i afmagt, mens de (Hizb ut-Tahrir, red.) sad og hyggede sig inde i varmen. Jeg støtter selvfølgelig op om de mange borgere, der demonstrere, men vi politikere bør altid overveje, hvad vi dukker op til, da vi selv har muligheden for at lave lovene om.«