I sidste uge vakte det opsigt, da den fremtrædende DFer Mogens Camre på Facebook erklærede, at »folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land.«

Nu er der endnu en DFer, der gør sig bemærket med sine udtalelser om indvandrere i Danmark.

I et interview med den anerkendte amerikanske avis Washington Post sætter Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup (DF), lighedstegn mellem islam og vold. Hun understreger, at der også findes moderate muslimske kræfter, men selv de kan på sigt ende som radikaliserede.

»Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I islam er det okay at tæske sin kone. Det er er okay at dræbe dem, der ikke er muslimer. Det er det problem, vi står over for,« siger hun og tilføjer ifølge Washington Post, at der er tale om et regulært »civilisationssammenstød« mellem vesterlændinge og muslimer.

Washington Post afdækker i en længere artikel, hvordan muslimer i en række vesteuropæiske lande føler sig som jaget vildt, og det er i den forbindelse, avisen har talt med den danske folketingspolitiker.

Avisen har også interviewet den 21-årige Alisiv Ceran, der tidligere på året blev udråbt til mulig terrorist, da han skulle til eksamen på Københavns Universitet og i den forbindelse læste en bog om terror på vej i S-toget. Alisiv Ceran, der har tyrkiske rødder, blev som bekendt frikendt for enhver mistanke, men han har siden overvejet, om hans fremtid ligger i Danmark, fordi han synes, at terrormistanken mod muslimer og frygten for islam er voksende.

»Stigmatiseringen af muslimer bliver værre, og jeg har overvejet at flytte til Sverige,« fortæller han til The Washington Post.