Det har krævet overarbejde af hele det danske diplomati at få bølgerne til at lægge sig ovenpå Marie Krarups (DF) blogindlæg om den New Zealandske kultur.

Nu bringer hun igen danske handelsinteresser i fare med en opdatering på sin Facebook-profil her til morgen:

'Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur. Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer.

Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.'

Den danske handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) er med egne ord 'mildest talt hovedrystende' over det skrevne.

- At hun nævner frugtbarhedsreligioner er en klar henvisning til  maorikulturen. Jeg mener, Søren Espersen meget klart var ude at beklage, men nu må Kristian Thulesen Dahl på banen.

- Jeg tror ikke, Marie Krarup er klar over, hvor alvorlig situationen er. Dansk Folkeparti må ikke få held til at sætte dansk samhandel og dermed dansk økonomi i fare.

- Marie Krarup prøvede at forklare sine udtalelser mod maorierne som satire. Med de nye udtalelser kan vi se, at hun mener det helt alvorligt, siger Pia Olsen Dyhr.