De radikales leder Margrethe Vestager fandt en perle i sin musling under middag med Helle Thorning-Schmidt

Den radikale partiformand Margrethe Vestager er bogstaveligste forstand i perlehumør her kort før et valg.

Da hun får halvanden uge siden diskuterede valget med sin socialdemokratiske kollega Helle Thorning-Schmidt over en frokost på den københavnske restaurant l’Alsace åbenbarede der sig en overraskelse på hendes frokosttallerken med østers: En perle.

- Jeg er stadig helt paf og oppe at svæve over det. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før. Jeg har altid vældig godt kunne lide østers, som jeg ofte har spist under ferier i Frankrig, hvor de er ganske meget billigere. Men derfor fik jeg stadig et lille chok, da der inde i en østers viste sig at være en ganske fin 2-3 millimeter grå perle, siger Margrethe Vestager.

Det er yderst sjældent, at man finder perler i østers, forklarer restaurantens køkkenchef Franck Dietrich til B.T. l’Alsace har ellers serveret fransk mad og friske østers i 33 år.

- Vi har kun en gang i restaurantens historie siden 1978 haft en kunde, der har haft en perle i sin østers. Så det er flot og heldigt, at det skal ske lige for dem, siger Franck Dietrich til B.T.

Ifølge restaurantens østersleverandør har de endda kun hørt tre gange på 30 år om kunder, der finder perler i østers.

Køkkenchefen er først ikke meget for at fortælle historien om de perleheldige partiledere, men ender med at give sig.

Margrethe Vestager har intet problem med at fortælle, hvordan hun fik en perle i sin musling netop, som hun fik diskuteret politik med Helle Thorning-Schmidt.

- På en måde føles det helt rigtigt at få sådan en perle netop, når alt tyder på at Lars Løkke vil udskrive valg. Det er jo som at være inde i en god bølge.

I har jo også gode meningsmålinger?

- Jamen, det er jo bare meningsmålinger. Men sådan en perle er lige til at blive i godt humør af. Det er en god start, siger Margrethe Vesterager, der endnu ikke har afgjort, hvad perlen skal bruges til.

- Men mon ikke jeg falder på noget. Hvad diskuterede dig og Helle Thorning så?

- Jeg vil ikke sige mere end, at det handlede om politik, siger Margrethe Vesterager med et perlende smil.