En sammensat verdensmand. Lynende intelligent. Smart. Men også manipulerende og intrigant. Kilder tæt på Erik Skov Pedersen er bemærkelsesværdigt enslydende i deres vurdering af Henriette Kjærs store kærlighed.

I deres optik blev Henriette Kjær forblændet af den vigtige mand i de dyre jakkesæt.

- Erik har hende i sin hule hånd. Han er ekstremt manipulerende og har altid en dagsorden med alt, hvad han gør. Men han er ikke kun en skurk. Der er også positive ting at sige om ham. Og han var en ekstremt god pressechef, siger en bekendt fra det politiske liv.

Som betroet rådgiver for daværende partiformand Hans Engell spillede Erik Skov Pedersen i begyndelsen af 90erne en vital rolle hos De Konservative.

Ifølge en tidligere medarbejder var Erik Skov da heller ikke kun en klippe på hjemmefronten for den unge fremadstormende Henriette Kjær med ministerambitionerne.

- Man skal huske, at han var med til at skabe hende, da hun var ung politiker, og han var chef for pressetjenesten.

Han har en fantastisk sans for strategi og det politiske spil. Han har et naturtalent for strategisk kommunikation, siger medarbejderen.

Henriette Kjær er dog stærkt uenig i den ofte fremførte udlægning af, at hun blot skulle være sin mands marionetdukke.

Fogh som modstander

- Jeg bliver indigneret over, at mine evner tilsyneladende er fuldstændig ligegyldige, og at det er mere interessant, hvem jeg bor sammen med, har hun fortalt.

Senere høvlede Hans Engell ind i en betonklods og trak Erik Skov Pedersen med ud i politisk bad standing. Det havde i Henriette Kjærs version nær kostet hende jobbet som socialminister i 2001.

- For jeg vidste også, at Anders Fogh Rasmussen ikke ville have mig som minister. Det var igen på grund af mit forhold til Erik. Dengang Anders Fogh Rasmussen var skatteminister, blev han jo fældet på grund af kreativ bogføring, og han mente, at det var Erik, der gik til pressen med den historie, siger hun.

Henriette Kjær fik dog sin ministerpost alligevel, og Erik Skov Pedersen søgte lykken som selvstændig med eget kommunikationsfirma.

Privat havde parret fået to drenge, Johan og Asger. Samtidig havde de opdyrket en helt særlig trang, der snart skulle vise sig skæbnesvanger.