Regeringens nye pensionsaftale gør området mere svært at gennemskue, mener tidligere overvismand.

København. Langt de fleste borgere aner ikke, om de sparer nok op til livet som pensionister. Og de er utrygge ved deres pensionsopsparinger.

Det er ifølge Politiken konklusionen i en ny pensionsundersøgelse, der er udarbejdet af analysefirmaet YouGov for pensionsgiganten Danica.

Mindre end hver femte kvinde føler sig tryg ved sin pensionsopsparing. Og godt 80 procent føler sig omvendt utrygge.

Hos mændene føler hver fjerde, at der er godt styr på pensionen, mens mere end 70 procent føler sig utrygge ved deres egne opsparinger.

Det viser undersøgelsen, der er baseret på svar fra mere end 5000 tilfældigt udvalgte danskere.

Brancheforeningen Forsikring & Pension kan se, at "rigtig mange danskere aldrig forsøger at forstå deres pensioner". Det siger underdirektør Anne Seiersen til Politiken.

Regeringen landede tirsdag en pensionsaftale, der igen ændrer forudsætningerne for danskernes pensionsalder.

Det gør området endnu mere uigennemskueligt, mener tidligere overvismand økonomiprofessor Torben M. Andersen.

- Når politikerne hele tiden ændrer pensionssystemet med nye regler og reformer, mister vi overblikket. Jeg tror, man kan sige uden at overdrive, at folk er dybt forvirrede, når det gælder deres pensionsordninger, siger han til Politiken.

Danica efterlyser med opbakning fra andre selskaber og eksperter et mere enkelt og forståeligt pensionssystem.

/ritzau/