Politiko.dk har interviewet en håndfuld nuværende og tidligere folketingspolitikere om, hvad der drev dem til at gå ind i dansk politik, om vejen til at blive politiker og om fordele og ulemper som folkevalgt. Serien bliver bragt i denne uge.

Det var Den Kolde Krigs opdeling i øst og vest og en fysisk mur igennem Berlin, der vækkede tidligere K-formand og mangeårig minister Lene Espersens politiske engagement. Rosende ord fra Poul Schlüter gav hende for alvor blod på tanden til at gå efter en plads i Folketinget.

I dag er det den tidligere konservative formand Lene Espersen, der sad i Folketinget i 20 år og var minister i 10, før hun i 2014 forlod dansk politik for et job i erhvervslivet, der fortæller:

»Det var opdelingen mellem øst og vest igennem Europa, der gjorde, at jeg blev politisk aktiv. Det var så uhyggeligt, at Tyskland var delt i to, og at en befolkning var undertrykt og indespærret i en Sovjet-blok med et socialistisk styre. Og det skulle bekæmpes med alle midler.

Måske mit liv havde formet sig anderledes, hvis jeg bare var blevet i Hirtshals, men jeg havde gået på international skole i to år i Canada med unge mennesker fra hele verden. Det var et internationalt miljø, så jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for, hvad der skete i resten af verden og ikke mindst i Europa. Hele Sovjet-blokken var præget af et menneskesyn, hvor staten og fællesskabet altid vandt over den personlige integritet og  den personlige frihed.

Det fik mig virkelig følelsesmæssigt engageret, og ikke overraskende var jeg meget vild med Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Men det var nu ikke så meget de to personer, men simpelt hen denne her fysiske mur ned igennem Europa, der fik mig engageret. Jeg syntes, at det var vigtigt at have en mening om tingene og at gøre noget ved det.

Stor tilhænger af Schlüters fastkurspolitik

»Da jeg kom på universitetet i 1984, blev jeg medlem af Moderate Studerende, der var en tværfaglig studenterorganisation, men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg skulle have indflydelse på uddannelsespolitik, så skulle jeg melde mig ind i et politisk parti. Det blev Det Konservative Folkeparti. Schlüter var statsminister, og jeg læste økonomi og var en stor tilhænger af fastkurspolitikken og meget af det, han stod for. En fra mit hold var også konservativ, men det var nok en sammenblanding af mange ting, der gjorde, at det lige blev Konservative.

Jeg havde ikke selv tænkt over at blive folketingskandidat, men i slutningen af 80erne blev jeg ringet op af en mand fra Ringkøbing, der spurgte, om jeg ville stille op. Han havde hørt mig til et konservativt landsråd i 80erne. Så jeg startede som folketingskandidat i Ringkøbing, hvor det var nærmest usandsynligt at blive valgt, men jeg kunne lære en masse om at føre valgkamp.

Jeg arbejdede på det tidspunkt på Bankernes EDB-central i Roskilde, og vi gjorde det sådan, at jeg altid gik tidligt om mandagen, og så betalte min kreds en flybillet til Karup. Så var jeg rundt og besøge virksomheder eller var til debatmøder, og så blev jeg sat på nattoget i Ulfborg. Jeg landede så i Roskilde næste morgen kl. 6 og kunne gå direkte på arbejde og nå alt det, som jeg ikke havde nået dagen før. Og det accepterede min chef.

Derfra begyndte jeg så at fylde noget på landsrådet, jeg skrev debatindlæg og kunne bedre præge den offentlige debat, og på den måde starter man en karriere. Og det er da klart, at da jeg havde været i gang i nogle år, begyndte jeg at drømme om at komme i Folketinget.

Dengang var Anne Birgitte Lundholdt minister (industri- og energiminister fra 1989-93, red.), opstillet i Herning-kredsen, og hun var simpelt hen så sød ved mig. Hun tog mig med ud som det tynde øl til virksomhedsbesøg. Det glemte jeg aldrig, da jeg blev minister, at man skulle hjælpe alle de unge, der var på vej op.

I 1994 blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til Europaparlamentet, og jeg blev nr. 4 på listen. Det var helt vildt fedt, og jeg brugte min sommerferie på at føre valgkamp. Jeg var så heldig, at Schlüter var opstillet som vores spidskandidat, og jeg fik lov til at komme med ham rundt til en masse møder. Han syntes, det var sjovt at have nogle yngre med, men jeg tror også, at han gerne ville teste mig. Når der var spørgsmål fra salen, skulle jeg svare på alle de tekniske ting eksempelvis, så han kunne tjekke, at jeg havde styr på fakta.

Sagde sit job op

»Jeg glemmer aldrig en aften, vi fløj hjem fra et debatmøde. Han sagde til mig: »Lene, du skal ikke ned i Europaparlamentet«, og så blev jeg først lidt skuffet. Men så sagde han: »Du skal i Folketinget. Vi har simpelt hen brug for unge piger som dig«. Og det gav mig et kæmpe boost. Jeg fik et godt valg til Europaparlamentet, men Schlüters ord havde sat noget i gang i mig, og så traf jeg nok den første uansvarlige beslutning i mit liv. Jeg havde altid været hende pigen, der sad med hånden op i timen og fik flidspræmier, men jeg sagde simpelt hen mit job op. Jeg fortalte mine forældre, at jeg blev nødt til at teste, om det kunne lykkes at komme i Folketinget.

I mindre partier er det ikke nok at have en god kreds, det er også vigtigt, at man har mulighed for at brage igennem. Man skal brænde for det og være villig til at bevæge sig ud af sin comfort zone. Jeg var så heldig at blive opstillet i Sæby-kredsen, hvor jeg kæmpede mod Ole Stavad (daværende skatteminister for Socialdemokraterne, red.). Vi havde en masse rigtig gode debatter, og jeg tror, der var mange, der syntes, det var interessant med en ny, ung konservativ økonom. Så jeg blev kendt i Nordjylland på forholdsvis kort tid.

Men det var alligevel et chok, at jeg blev valgt ind (ved folketingsvalget 21. september 1994, red.). Jeg ringede hjem til min mor og far, og min mor begyndte at græde. De måtte så ringe ned til den lokale slagter og bestille en masse smørrebrød, så vi kunne invitere hele kredsen og alle hjælperne. Og vi købte så nogle kasser øl og havde en fest.

Det er nok først, når man bliver valgt, at man føler sig som en rigtig politiker. Om det så er til byrådet, til regionsrådet eller til Folketinget. Når man første gang får et folkeligt mandat, og folk mener, at man er værdig til at repræsentere nogle holdninger, så føler man, at man har bestået prøven.

Op til det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det ville sige at være folketingsmedlem. Jeg havde en idé om, at jeg skulle ind i magtens centrum, hvor man kan forandre verden, men jeg anede ikke noget om selve arbejdsdagene. Folketinget er blevet meget mere professionelt i dag. De nye får en hel uge til at blive sat ind i udvalgsarbejde, betænkninger, og bilag, men dengang var det meget overladt til en selv at sætte sig ind i tingene. Og det tog mig lang tid at finde ud af arbejdsgangene.

Der er meget praktisk rugbrødsarbejde, men det gode ved politik er, at selvom anciennitet betyder noget, så handler det i sidste ende om at være fagligt dygtig og god til at argumentere. Det er det, der gør, at man kan sætte en dagsorden. Det havde jeg lært fra Kirsten Jacobsen, der nok var lidt som en mentor for mig, selvom hun var fra Fremskridtspartiet. Hun lærte mig, hvordan jeg skulle køre en sag, forberede mig og være helt nede i detaljerne. Man kan ikke bare komme med lækkert hår og charme og blive god i politik. Man skal kunne det faglige og bringe de andre i defensiven.

Gennembrud som fødevareordfører

»Jeg fik mit gennembrud i offentligheden, da jeg blev fiskeri- og fødevareordfører. Dengang var der salmonella problemer i Danmark, og jeg fik sat det på dagsordenen. Jeg insisterede på, at vi skulle have en fødevarepolitik. Nogle af de ældre gjorde sig rigtig morsomme og spurgte, om det handlede om, hvorvidt vi skulle have dyrekølle eller smørrebrød til gruppemiddagene. Men jeg holdt fast og sagde, at vi skulle have en holdning til fødevaresikkerhed og hvor meget medicin, man må give dyrene. Vi fik lavet et helt fødevarepolitisk program i Det Konservative Folkeparti, og Danmark fik en salmonella-handlingsplan.

Derefter er det kørt slag i slag. Bendt (Bendtsen, red.) bad mig om at blive politisk ordfører, og når man først er politisk ordfører, så er man inde i loopet som en af dem, man forventer kan blive betroet en ministerpost. Helt frem til, at Bendt ringede og fortalte, at han ville trække sig som formand, og han ville have mig til at overtage, havde jeg aldrig forventet at blive partiformand. Sådan nogle ting kan man ikke planlægge karrieremæssigt.

Når jeg ser tilbage på tyve år i politik og ti år i regering, så er min karriere gået langt, langt bedre, end jeg overhovedet havde drømt om. Jeg har næsten prøvet alt. Jeg har ikke været statsminister, men jeg har været justitsminister, jeg har været økonomi- og erhvervsminister, jeg har været vicestatsminister, og jeg var Danmarks første kvindelige udenrigsminister. Jeg ser tilbage med enorm stolthed og smil på læben, for langt de fleste af de mange titusinder af timer, jeg har brugt, har været gode. Og jeg har sat mine fingeraftryk mange steder, og det kan ingen tage fra mig.

Nogle vil sige, at det er skæbnen eller tilfældigheder, der bestemmer, hvor man ender henne. Kunne jeg være endt i Venstre? Ja, det kunne jeg måske godt, men så var jeg måske aldrig blevet opstillet til Folketinget og blevet valgt ind. Der er mange ting, man ikke kan forudsige, men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har nået alt det, jeg har.

Svært at tage en »kold tyrker«

»Det er ikke sådan, at man bliver træt af politik, men jeg blev tilbudt noget helt andet i det private erhvervsliv (hun er nu direktør i arkitektforeningen Dansk Ark, red.), og det skifte har jeg været glad for, fordi jeg nu bliver dygtig på nye måder. Havde jeg fået et job, der ikke havde noget som helst at gøre med politisk interessevaretagelse, havde det nok været som en kold tyrker. Det havde været svært.

Jeg savner ikke det personlige fokus. Selvom folk stadig genkender mig på gader og stræder og i supermarkeder, så får jeg ikke mere alle de her hadske mails og opslag på Facebook, som er blevet en del af det, man må leve med som politiker i dag. Mine børn er så store nu, så de læser aviser, ser tv og følger mig på Facebook, og jeg er så glad for, at de er forskånet for at se deres mor blive trukket igennem møllen og blive behandlet som eksempelvis Carl Holst.

Jeg savner heller ikke at blive kimet ned af medierne i månedsvis om en sag. Men ville jo lyve, hvis man ikke sagde, at det er anstrengende og tærer på kræfterne, mens man samtidig skal yde over 100 procent på den post, man sidder på.

Der er helt sikkert nogle hårde og store personlige omkostninger ved at være med i politik, men det bliver opvejet af den magt og indflydelse, man har. Man har en hel unik mulighed for at påvirke verden og hjælpe en masse mennesker, både i og uden for Danmark.«

Derfor blev jeg politiker: Dette er anden artikel i en serie om, hvorfor fem politikere endte med at gå ind i politik. Politiko.dk har også talt med børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) - den artikel blev bragt i tirsdags. I de kommende dage kan du læse om, hvorfor Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist, den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen samt Socialdemokraternes udlændingeordfører og tidligere fødevareminister, Dan Jørgensen, blev politikere.

Læs om, hvorfor børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby blev politiker: