ccc
ccc Foto: Mads Fuglede

Benedict Arnold er en navn, alle amerikanere kender som den ultimative landsforræder. Arnold var på amerikansk side i Uafhængighedskrigen, hvor USA søgte at løsrive sig fra det Britiske imperium, lige indtil gæld og vrede drev ham ind i en sammensværgelse med fjenden.

Mike Flynn drømte om at være den absolutte nøglefigur i amerikansk sikkerhedspolitik. Lidt som Kissinger havde været det for Præsident Nixon. Men da det kom frem, at Flynn havde løjet om sine samtaler med russerne, stod det klart, at Flynn nærmere var en ny Benedict Arnold. Mike Flynn var en af de første med en stærk offentlig profil, der gik i brechen for Donald Trump. Den pensionerede general gjorde det på en kompromisløs og loyal facon, der efter sigende imponerede Donald Trump.

Det stod tidligt klart, at Flynn ville få en post tæt på Trump, og det overraskede ingen, at Trump gjorde Flynn til sin sikkerhedspolitiske rådgiver. Flynn havde ry for at være kompromisløs og vanskelig, men Trump lænede sig så meget op ad Flynn, at han efter sigende vækkede Flynn kl. fire om natten for at høre, om det var godt eller skidt for USA med en stærk dollar. Og typisk Flynn svarede denne angiveligt, at Trump skulle vække en økonom i stedet.

Nu er Flynn færdig. Ødelagt af sine løgne, sit nære forhold til Rusland og af de mange magtkampe, der tydeligvis præger staben omkring præsidenten. Det begyndte med en sms-korrespondance mellem Flynn og den russiske ambassadør. Det udviklede sig derfra til samtaler om muligheden for at ændre sanktioner rettet mod russerne. En gammel lov, The Logan Act, gør det ulovligt at føre en anden udenrigspolitik end den siddende administration.

Flynn var ikke klar over, at hans samtaler blev optaget af de amerikanske efterretningstjenester. Men han må have vidst, at det, han lovede russerne, gjorde, at han kunne tiltales for landsforræderi. I al fald valgte Flynn at lyve om sine samtaler over for vicepræsident Pence, der gik på tv og fortalte, at Flynn og den russiske ambassadør ikke havde diskuteret sanktioner. Den løgn fældede Flynn. Men historien om Flynn er ikke den væsentlige.

Hvis der kan skabes en forbindelse mellem Flynns samtaler og Donald Trump, begynder hele affæren for alvor at blive speget.
Hvornår vidste præsidenten hvad? Og vidste Trump, at Flynn angiveligt lovede russerne, at man ville kigge på sanktionerne, hvis Trump vandt valget? Svarene på de spørgsmål er så interessante, at de kan bane vejen for en undersøgelse, hvor Trumps modstandere allerede nu drømmer om at rejse en rigsretssag mod præsidenten. I første omgang er det Flynn, der er i skudlinjen, men New York Times kan berette, at FBI undersøger mindst fire personer fra Trumps kampagnestab i forbindelse med sagen, bl.a. den tidligere kampagneleder, Paul Manafort.

Den største politiske skandale i nyere amerikansk historie var Watergate, hvor Præsident Nixon måtte træde af, fordi han angiveligt kendte til ulovligheder foretaget af folk under sig og i den forbindelse begyndte at modarbejde en opklaring af ulovlighederne. I sin tid viste nyhed efter nyhed, at sporene fra Watergate kom nærmere og nærmere Præsidenten.

Indtil videre er vi vidne til en gentagelse af det mønster.

SMS

Hitter på Facebook