Mads Fuglede
Mads Fuglede Foto: Bax Lindhardt

Det er helt almindeligt, at præsidenten afkræver inderkredsen i staben blind loyalitet

Shane Goldmacher, der skriver for nyhedsmediet for amerikansk politik Politico, kalder det at skulle forsvare Donald Trumps skiftende udmeldinger for det hårdeste job i Washington, DC. Ser man på Trumps seneste fuldstændigt ubegrundede angreb på præsident Obama, må man nok sige, at Goldmacher underdriver.

At skulle forsvare alt, der dukker op i knolden på Donald Trump, må være USAs hårdeste job.

BT debat

Et af de store diskussionsemner i USA i disse dage er at prøve at forstå det, der sker. Er der en strategi? Findes der en mening med Trumps mange forskellige udmeldinger?

Skal man gøre en lang historie kort, findes der to måder, hvorpå man kan betragte det, vi er vidne til.

trump 123

Én gruppe synes at hælde til den opfattelse, at alt, vi er vidne til, er en meget bevidst strategi, der handler om at underminere mediernes rolle i USA.

Den anden gruppe siger, at der ikke er nogen strategi, men blot en præsident, der ikke magter at gøre sig to sammenhængende tanker om det, der foregår, og som sender meldinger i øst og vest uden mål og mening.

FILES-US-MEXICO-WALL-TRUMP

Det siges, at Trump kræver af sine nærmeste medarbejdere, at de forsvarer alle udmeldinger til det sidste. Det er ofte et rimeligt krav og en ret normal måde at organisere inderkredsen omkring en præsident på. Lyndon B. Johnson, der var præsident fra 1963-69, krævede også blind loyalitet af sin stab – og alle præsidenter før og siden har præmieret og påskønnet loyalitet.

Forskellen fra dengang til i dag er, at de færreste blev bedt om at forsvare konspirationsteorier og påstande, som man med det blotte øje kunne se var forkerte.

Det er simpelthen svært at skulle tro på, at Trumps mange udmeldinger er en del af en gennemtænkt strategi. Man skal tilhøre den mest blinde del af den venstreorienterede akademiske elite for ikke at kunne se, at Trumps nylige tale til Kongressen var præsidentens fineste øjeblik i embedet såvel som kandidat.

TRUMP-PUTIN

Man kan hævde, at barren var sat lavt, som flere af Trumps mest indædte kritikere gjorde, da de skulle finde ord for den indly

sende fine præstation i Kongressen. Man forsøgte at sige, at Trumps tale til Kongressen var vellykket, hvis han ikke kom i fysisk slagsmål med tilhørerne eller undlod at erklære Kina krig.

Men alle bortforklaringerne til side – så står vi tilbage med et mysterium: Hvorfor valgte Trump at afspore sin egen succes ved at påstå, at Obama havde iværksat aflytning af ham under valgkampen? Det giver kun mening, hvis Trump simpelthen ikke tænker over, hvad han skriver, og ikke lytter til nogen omkring sig.

BT debat

Da Trump havde talt til Kongressen, fortalte selv de medier – som Trump har erklæret krig, fordi han synes, de behandler ham uretfærdigt – at Trump nu lignede en rigtig præsident og med sin tale var trådt i karakter og ville kunne præge den politiske proces meget bedre end hidtil.

Få dage senere besluttede Trump kl. 07.02 om morgenen at slå sig selv helt hjem igen med sit meningsløse sludder om konspirationsteori. Det er en gåde. Trump er en gåde, som han heller ikke selv kender svaret på.

SMS

Hitter på Facebook