Et flertal af danskerne mener, at politikernes niveau er faldet over de sidste ti år. Tillidskrisen mellem vælgere og politikere er dybt alvorlig for folkestyret, mener stribevis af toppolitikere.

»Vores politikere er nogle hyklere, nogle kujoner, nogle DJØFere, nogle bureaukrater, nogle fuskere og nogle folk, der manipulerer med os [...] Det er ikke muslimerne, der er de største skurke. De største skurke er de folk, der sidder inde på Christiansborg i jakkesæt­.«

Der blev ikke lagt fingre imellem, da digteren Yahya Hassan for nylig gav sin karakteristik af landets folkevalgte på landsdækkende fjernsyn som gæst i et DR-program. Og noget tyder på, at det denne aften ikke kun var Hassan, der fik luft for vrede og frustrationer.

På vegne af Berlingske har TNS Gallup bedt et repræsentativt udsnit af danskerne skrive det første, som falder dem ind, når de tænker på landets politikere. Berlingske har herefter manuelt gennemgået samtlige 1.014 besvarelser, og resultatet tegner et nedslående billede af et demokrati, der på tærsklen til et valgår er præget af dyb mistillid fra befolkningen til deres folkevalgte.

Således er forskellige variationer af ordet »utroværdige« med 73 hits det ord, danskerne oftest nævner. Dernæst følger udtryk som »levebrødspolitikere«, »populisme«, »spin«, »snak«, »løgnere«, »børnehave«, »mudderkastning« og »egoisme« i en top 20, hvor positive beskrivelser af politikerne er stort set fraværende.

Går man længere nedad listen, finder man også særdeles negative udtryk såsom »skandaler«, »grådige«, »plattenslagere«, »korruption«, »taburetklæbere«, »snyltere«, »snyd«, »bedrag«, »svindlere«, »nasserøve«, »uvederhæftige«, »vendekåber« og »klaphatte«.

En dansker nøjes sågar med bare at skrive »bvadr«.

Samlet set viser Berlingskes gennemgang af de 1.014 besvarelser fra danskerne, at hele 754 af danskerne skriver noget negativt og grimt om politikerne, mens kun 75 skriver noget positivt. Resten skriver noget neutralt.

Samtidig mener 59 pct. af danskerne, at politikernes niveau er blevet dårligere over de sidste ti år, mens kun tre pct. synes, at niveauet er blevet bedre.

Ifølge valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet Rune Stubager er målingen et »tydeligt vidnesbyrd« om den faldende tillid til politikerne, som man kan registrere i vælgerkorpset i disse år. Stubager peger på tre aktuelle hovedforklaringer på den kedelige udvikling.

For det første er der diskussionen om Thorning-regeringens såkaldte løftebrud, der ifølge valgforskeren har været »meget skadelig« for vælgernes tillid til politikerne. Dernæst er der »skandalerne« omkring Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

»Og så er der for det tredje meget forskning, som peger på, at tilliden falder under økonomiske kriser som den, vi har været igennem. Vælgerne føler ikke, at politikerne kan løse deres problemer,« lyder analysen fra valgforskeren.

Ifølge Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), peger den enorme frustration på et »alvorligt« problem for folkestyret.

»Jeg plejer at sige, at politikerne er langt bedre end deres rygte, men at politikerne godt selv kunne gøre noget mere for at forbedre det rygte. Problemet er, at vi er alt for dårlige til at vende vores gode sider, som handler om samarbejde og gensidig respekt for hinanden, ud mod offentligheden. Den side, som befolkningen ser, er den, hvor vi kværulerer, er polemiske og irriterende og skyder hinanden suspekte motiver i skoene,« siger Lykketoft­.

Den ultimative konsekvens for demokratiet, hvis ikke billedet bliver bedre, kan efter hans vurdering blive, at vi oplever mærkbare fald i valgdeltagelsen.

»Vi har heldigvis indtil nu undgået det klare fald i stemmeafgivningen, som man har set utroligt mange andre steder i Europa. Men man kan bestemt ikke afvise, at man også vil se det i Danmark. Og det ville kun gøre de her problemer værre,« siger Lykketoft­.

Venstres Søren Pind mener, at danskernes krasse kritik af politikerne peger på, at der gemmer sig en »masse vrede« i den brede befolkning.

»Politik er blevet ubegrænset. Der er ikke længere nogen naturlige grænser for, hvad man tillader at blande sig i. Det skaber tilsammen en dyb, dyb utilfredshed hos det enkelte menneske og en følelse af stor afstand mellem beslutningstagere og dagligdag. Der er gravet en kløft mellem dem, der styrer, og dem, der bliver styret,« siger Søren Pind, som dog også sender en klar opsang til de mange danskere, der udtaler sig så negativt om de folkevalgte.

»Folk er blevet vanvittigt forkælede og føler ikke selv et medansvar for, at demokratiet har succes. Folk kan ikke bare sidde foran en skærm og skrige, at politikerne er nogle fjolser, for så bryder systemet sammen. Så smider vi det hele væk. Så får vi i stedet sådan et vulgærdemokrati, og derefter kommer totalitarismen og den stærke mand.«

»Folk har det demokrati, de fortjener,« lyder det fra Pind.

Målinger placerer igen og igen politikere som en af de mest utroværdige faggrupper overhovedet – side om side med journalister, spindoktorer og ejendomsmæglere.

Men billedet med faldende tillid og ringeagt for politikerne er ikke kun et dansk fænomen. Det er en tendens, som mange vestlige demokratier lider under.

Til sammenligning bad Pew Research Center i 2010 eksempelvis de amerikanske vælgere om at sige det første ord, der faldt dem ind, når de tænkte på den amerikanske kongres. Billedet mindede meget om det resultat, den nye Gallup-måling for Berlingske ender ud med. Ord som »dysfunktionel«, »skuffelse« og »korruption« stod øverst i amerikanernes bevidsthed.

Og netop fordi der er tale om et internationalt fænomen, tror finansminister Bjarne Corydon (S), at man skal passe på med at overvurdere, hvor store konsekvenser aktuelle sager såsom løftebrudsdebatten har for tilliden.

»Du kan umuligt se det samme fænomen i stort set alle vestlige lande, uden at der er noget meget grundlæggende og fundamentalt på spil,« som han siger.

»Den måde, som politik og medier fungerer på i dag, giver tilsammen en mere nådesløs debat. Der er ikke rigtig et rum til saglighed. Det skal ses i kombination med, at de beslutninger, vi skal træffe i de her år, er ekstremt hårde. Hvis man så ikke har et rum, hvor man kan anerkende kompleksiteten og sværhedsgraden i de problemer, vi skal løse, så opstår der nogle meget hårde sammenstød mellem det realistiske på det ene side og det kritiske og populære på den anden side,« argumenterer finansministeren.

Over det seneste år har hans eget parti, Socialdemokraterne, lanceret indtil flere benhårde angreb på primært Dansk Folkeparti for at give ufinansierede løfter til danskerne. Partiet har sågar lavet en hjemme­side alene til formålet. På forsiden ses en tæller, der løbende fører regnskab over, hvor mange løfter Dansk Folkeparti ifølge Socialdemokraterne har givet uden at forklare, hvor pengene skal komme fra. 181 milliarder kroner er vi ifølge hjemmesiden foreløbig nået op på.

Direkte adspurgt, om Socialdemokraterne med den slags angreb ikke bidrager til politikerleden og gør sig medskyldige i, at ord som »mudderkastning« bruges af mange danskere om politikerne, svarer Bjarne Corydon:

»Det er ikke mudderkastning. Det er et fuldstændig nødvendigt forsøg på at få rettet op på den ubalance, der er i den politiske debat, hvor der helt naturligt er et intenst fokus på sammenhængen i det, regeringen siger, mens der overhovedet ikke er samme projektørlys på Dansk Folkeparti, selv om de konsekvent holder sig på god sikkerheds­afstand af den virkelighed, vi andre befinder os i,« siger Corydon.

Netop Dansk Folkeparti har siden sidste valg oplevet en markant stigende tilslutning blandt danskerne. Flere målinger har sågar gjort det parti, som ifølge den tidligere socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, »aldrig« ville blive »stuerene«, større end Socialdemokraterne selv.

Ifølge partiets stifter og mangeårige formand, Pia Kjærsgaard, skyldes Dansk Folkepartis enorme succes – der nærmest har vokset uafbrudt siden fødslen i 1995 – at man har været et talerør for danskernes frustrationer og bekymringer. Først i udlændinge­spørgsmålet og senest i forhold til både EU og reformpolitikken, hvor partiet kræver et »reformstop« for at sikre danskernes »tryghed­«.

På den måde har en væsentlig del af Dansk Folkepartis eksistensberettigelse været at udfylde det tomrum, som kløften mellem »befolkningen og den politiske elite« har skabt, argumenterer Pia Kjærsgaard.

»Mange danskere har følt sig overset og ignoreret. De oplever, at politikerne hellere vil i fjernsynet end at komme ud og tale med dem. Og når ministrene fra den her regering så endelig, som nu, rejser rundt til børnehaver for at møde folk i øjenhøjde, som man kalder det, er det så gennemskueligt og utroværdigt,« siger hun.

Tidligere udgjorde de politiske partier en meget væsentlig navlestreng mellem vælgerne og de politiske magthavere, men over årene har man gradvist set de store partier miste medlemmer. Eksempelvis havde Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti tilsammen næsten 380.000 medlemmer i 1960 – i dag kan de knap mønstre 50.000 medlemmer.

Partiernes medlemskrise kan på ingen måde kun tilskrives den lave tillid til politikerne. Udligningen af sociale skel og partiernes nære slægtskab til sociale klasser såsom arbejderklassen og bønderne spiller ifølge meget forskning en væsentlig rolle.

Alligevel er partiernes lave medlemstal med til at gøre ondt værre i forhold til de problemer, som den udtalte politikerlede skaber for et folkestyre, mener Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen.

»Jeg er dybt bekymret over, hvad det er for et skævvredet folketing, vi kan ende med. Til sidst er det kun professionelle politikere, vi får, fordi den brede befolkning holder sig på lang, lang afstand af partierne og det cirkus, dansk politik nogle gange kan ligne. Så får vi sådan et universitets-folketing, og det vil kun gøre situationen værre,« lyder det fra Pape.

Formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, mener på linje med eksempelvis finansminister Bjarne Corydon, at politikerne alt for ofte undervurderer vælgernes intelligens ved kun at tilbyde simple svar på komplicerede samfundsspørgsmål.

Hun kalder danskernes mange skældsord om politikerne i den nye Gallup-måling for et »stort demokratisk problem«.

»Det er vi simpelthen nødt til at tage alvorligt. Måske kunne det føre til, at vi holder op med at opføre os, som om vi befandt os i en børnehave. Og så skal vi blive meget bedre til at erkende, at vi begår fejl og gør nogle dumme ting. Det der forsøg på at bilde vælgerne noget andet ind er fuldstændig utroværdigt,« lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Lad os fokusere på det sidste, nemlig politikernes egne fejl og fortrydelser. For kan de overhovedet blive konkrete i forhold til deres eget medansvar for, at 754 ud af de 1.014 danskere, der har deltaget i Gallup-målingen, kun kan finde på grimme ting at sige om politikerne?

Det kan de angiveligt. Pia Olsen Dyhr erkender eksempelvis, at hun og SFs øvrige ledelse alt for sent fik gjort det klart over for deres vælgere, at de på grund af det seneste folketingsvalgs udfald ikke kunne gennemføre mange af de løfter, partiet gik til valg på.

»Det var en rigtig stor fejl, som har redet os som en mare siden, fordi folk – fuldstændig med rette <saxo:ch value="226 128 147"/> har været skuffet over nogle løfter­, som vi ikke kunne indfri,« siger hun.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, hiver et gammelt, men særdeles velkendt eksempel frem som en af sine store fortrydelser. Nemlig det såkaldte »efterløns­bedrag« fra hans finansministertid i 1998, hvor Socialdemokraterne før valget gav danskerne en »efterlønsgaranti« som et værn imod ændringer i den populære ordning. Alligevel gennemførte partiet en reform af efterlønnen efter valget. Ved det efterfølgende valg tabte Socialdemokraterne regerings­magten med et brag.

»Der var ikke noget i vejen med indholdet i det, vi gjorde. Det var processen, den var gal med. Det var meget belastende for vælgernes tillid til os. Det må man bare erkende,« lyder det fra Lykketoft.

Venstres Søren Pind kan godt komme i tanke om et nyere eksempel. Han erkender, at det var en klokkeklar fejl, at han sidste år kaldte SFs nyudnævnte udenrigsminister, Holger K. Nielsen, i samråd, fordi udenrigsministeren i spøg havde talt om et »cubansk paradis«. Efter stort pres måtte Pind aflyse samrådet.

»Mine intentioner med det var ikke ædle. De var fra begyndelsen at stemple Holger K. Nielsen som en person, der havde et for svagt forhold til venstreorienterede diktaturer. Det var fejt, for man skal ikke prøve at nakke en minister på den måde lige i begyndelsen af hans regeringsperiode. Så det skulle jeg ikke have gjort. Og jeg fik jo også som fortjent,« erkender Pind.

Det måske mest fremtrædende eksempel i danmarkshistorien på dyb mistillid mellem vælgere og politikere er det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor det politiske system nærmest blev midlertidigt omstyrtet som følge af massive vælgervandringer væk fra de etablerede partier. Mest kendt er det, at det nystiftede parti, Fremskridtspartiet, stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Den daværende partiformand, Mogens Glistrup, fik med sit nulskattebudskab vækket en protest i vælgerhavet mod et hastigt stigende skattetryk. Det var også i 1973, at den kendte økonomiprofessor Jørgen Dich skrev kritisk om »den herskende klasse«.

Valgforskeren Rune Stubager anser det for »højest usandsynligt«, at den nuværende tillidskrise kan føre til konsekvenser, der minder om tilstandene i 1973, selv om der ofte i netop denne debat trækkes paralleller tilbage til jordskredsvalget. Direkte adspurgt til Mogens Lykketofts frygt for, at mange danskere simpelthen kan ende med at stemple ud af demokratiet med faldende valgdeltagelse som en konsekvens, svarer Stubager:

»Han har fuldstændig ret i, at det er en risiko. Men der kan også ske det modsatte, nemlig at folk bliver aktiveret. Det er svært at vurdere rækkevidden af den faldende tillid, vi ser lige nu. Det kan godt være, at den bare kommer til udtryk til folketingsvalget ved, at folk flytter deres stemme til nogle andre partier. Måske kan det give folk lidt luft.«