De Konservative på Frederiksberg står til at miste en tredjedel af vælgerskaren, viser en ny måling.

Det kommende kommunalvalg 19. november kan blive en historisk dårlig milepæl for de Konservative på Frederiksberg.

En ny meningsmåling foretaget af Jysk Analyse for TV2 Lorry viser, at de Konservative vil miste knap hver tredje vælger og gå tilbage fra 39,7 procent af vælgerne ved sidste valg i 2009 til 26 procent af vælgerne ved årets valg.

Frederiksberg Kommune har haft en konservativ borgmester siden 1909. Det spåede vælgerdyk får dog ikke de konservative politikere til at frygte for fremtiden.

»Det er sådan, at man aldrig kan regne med en prognose, før valget har været der,« siger 1. viceborgmester Margit Ørsted (K).

»Vi plejer at sige, at jo dårligere det ser ud, jo bedre går det,« siger hun.

Margit Ørsted peger også på, at de Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Radikale Venstre er i et valgforbund, hvor det største parti får lov til at udpege borgmesteren. Og selvom de Radikale ser ud til at fordoble stemmerne med spåede 12 procent, tyder det altså på, at det stadig er en konservativ, som vil stå med borgemsterkæden om halsen efter valget. Margit Ørsted forventer heller ikke, at de Radikale vil vælge at pege i en anden retning.

»Vi har haft et godt samarbejde med de Radikale gennem mange år,« siger hun.

Margit Ørsted forklarer den dystre meningsmåling med den uro, der har været i Det Konservative Folkeparti på landsplan, men også Frederiksberg, hvor to medlemmer i løbet af sommeren har forladt partiet til fordel for Liberal Alliance.

Netop Liberal Alliance ser ud til at komme ind i byrådet på Frederiksberg med 4 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti også vil klare spærregrænsen med 4 procent af vælgerne.