Endnu en måling viser, at Dansk Folkeparti står til at blive det største danske parti i Europa-Parlamentet efter valget 25. maj.

Målingen er lavet af TNS Gallup for BT i dagene op til 9. april. Her var flere end hver fjerde vælger i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

Men blandt de vælgere, der allerede har besluttet sig, vil 17 procent stemme på Dansk Folkeparti, 13 procent på Venstre og 12 procent på Socialdemokraterne.

Politisk kommentator på BT Søs Marie Serup peger på, at en del af forklaringen skal findes i, at mange vælgere føler sig hjemløse i debatten om de danske velfærdsydelser, og at Venstre eller Socialdemokraterne med henholdsvis Ulla Tørnæs (V) og Jeppe Kofod (S) ikke stiller med de stærkeste spidskandidater.

»Det er ikke A-kæden,« siger hun.

Målingen viser også, at flest vælgere ser Margrethe Auken (SF) som den bedste repræsentant for Danmark, mens Morten Messerschmidt (DF) scorer højt på gennemslagskraft.

BNB