Måling: Løkke slår disse fire ministre på skandale-skala

Oppositionslederens dyre GGGI-rejser var den største politiske skandale i 2013, mener de danske vælgere.

Lars Løkke Rasmussen (V) slår både tidligere justitsminister Morten Bødskov (S), socialminister Annette Vilhelmsen (SF), klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) og tidligere skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i kampen om at stå bag den største politiske skandale i 2013.

32 procent af danskerne mener ifølge en meningsmåling, som YouGov har lavet for Søndagsavisen, at Venstre-formandens dyre rejser for klimaorganisationen GGGI var værre end de fire ministres bommerter. Det er dobbelt så mange som Morten Bødskov, der ligger nummer to på listen.

Læs også: Politisk kommentator: Enhedslisten redder Vilhelmsen - igen

Vælgernes hårde dom over Lars Løkke Rasmussen skal ifølge DRs politiske analytiker, Bjarne Steensbeck, ses i lyset af, at oppositionslederen også tidligere er blevet taget i at bruge lidt for mange offentlige kroner.

»Nogen siger, at man godt kan være utro over for sin kone én gang, i dette tilfælde vælgerne, og det har han så været med sin første bilagssag. Men så kommer han endnu engang ud i utroskab med sine dyre rejser, og det bliver ikke tilgivet anden gang,« siger Bjarne Steensbeck til Søndagsavisen.

De adspurgte i meningsmålingen er blevet bedt om at vurdere, hvilken af fem skandaler, som de anser som den største: Løkkes GGGI-sag, Lidegaards solcelle-sag, Vilhelmsens Zornig-sag, Bødskovs usandheder om grunden til et aflyst besøg for blandt andre Pia Kjærsgaard (DF) på Christiania eller Holger K. Nielsen og andre tidligere skatteministres sag om fejl i ejendomsvurderingerne.

Hvilken politisk sag har været værst i 2013? Deltag i debatten på BTs Facebook-side HER.

Læs også: