Egentlig var alle pladser i partiet besat, så én måtte opgive sit kandidatur for, at Søren Gade nu kan stille op til Folketinget.

Den mand hedder Mads Lindholm, der siden februar 2013 har været folketingskandidat for Venstre i Aalborgs kreds vest.

Embedded carousel

Han afviser pure, at han er blevet presset af pladsen. Den blev rømmet onsdag af fri vilje, fortæller Mads Lindholm til Politiko.dk.

»Jeg har trukket mit kandidatur, fordi jeg har vurderet, at mine chancer for at opnå valg var begrænsede. Det er nogle overvejelser, som jeg har gjort mig over lidt tid. Det starter med, at jeg meddeler kredsen, at jeg vil ophæve mit kandidatur. Som jeg har forstået det, så har vores kredsformand i går talt med Søren Gade, som har meddelt, at han gerne vil stille op.«

Så det starter ikke med, at Venstre kommer til dig og siger, vi har Søren Gade?
»Nej, jeg har meddelt i onsdags, at jeg ønsker at fratræde mit kandidatur. Så har Søren Gade efterfølgende meddelt at han ønsker at stille op.«

Hvorfor er han en bedre kandidat end dig?
»Det er op til kredsen at afgøre. Men Søren Gade har jo spillet en stor rolle i dansk politik tidligere, og der er ingen tvivl om, at Søren Gade repræsenterer nogle værdier, som er vigtige for Venstre. Det handler om frihed, ansvar og ordentlighed. Han har gjort det godt tidligere i politik, og jeg glæder mig meget over, at han vender tilbage.«

Ser du en risiko for, at det her genåbner nogle af de sår, der opstod ifm. formandsopgøret, hvor Søren Gade har erkendt, at han blev brugt?
»Nej, det tror jeg ikke. Nu stiller Søren Gade op som folketingskandidat. Så håber vi naturligvis, at han opnår valg til Folketinget. På den måde har han en ganske legitim platform at bedrive sin politik fra. Det tror jeg ikke vil genåbne gamle sår. Tværtimod tror jeg, at det vil gøre, at Venstre går styrket til valg, fordi Søren Gade er en dygtig politiker, som nu vender tilbage.«

Hvad gør, at du lige pludselig kom frem til, at du ikke skulle være kandidat mere?
»Det er en overvejelse, som går på, om jeg tror, det er realistisk at opnå valg. Jeg har vurderet, at en anden kandidat har større og bedre chancer. Jeg er glad for, at det er blevet Søren Gade.«

Så du afviser fuldstændig, at man har bedt dig om at rømme pladsen?
»Jeg har meddelt i onsdags, at jeg ønsker at trække mit kandidatur, og så har Søren Gade i går meddelt, at han ønsker at være ny kandidat.«