Formand for FNs generalforsamling Mogens Lykketoft beskylder nu de borgerlige partier for at forsøge at snyde vælgerne.

Både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vil bruge forhandlingerne om næste års finanslov til at presse regeringen til at kræve, at de tre store konventioner om flygtninge, statsløse og menneskerettigheder bliver genforhandlet.

Lykketoft vurderer dog, at det vil tage 10-20 år at ændre FNs flygtningekonvention. Skal der ændres så meget som et komma i flygtningekonventionen, forudsætter det nemlig, at 145 lande kan blive enige om det.

Diktaturstater og lande i den arabiske verden skal tages i ed.

»Hvis man vil ændre konventionerne, er svaret, at det kan man måske godt. Men det er ikke sikkert, at det bliver i hverken Løkkes eller min tid på jorden. Jeg tror slet ikke, man kan samle et større antal lande om det. Det vil tage 10-20 år, og til den tid ser verden måske helt anderledes ud. Det er som at putte blår i øjnene på folk, hvis man siger, at det kan man bare gøre,« siger Mogens Lykketoft, der som bekendt er tidligere formand for Socialdemokraterne og lige nu har orlov fra partiets folketingsgruppe frem til september, hvor topjobbet i FN udløber.

DF: Delvis udmeldelse

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er et stykke hen ad vejen enig i Lykketofts vurdering.

»Jeg er fuldstændig enig med Lykketoft i, at hvis man skal ændre en konvention med 50 lande, så er det et langt projekt, og det er slet ikke det, vi har tid til at vente på,« siger han.

Partiet foreslår i stedet, at Danmark melder sig ud af dele af konventionerne. For eksempel de regler, der spærrer for, at man kan udvise kriminelle udlændinge med familietilknytning til Danmark. Eller de regler, der giver terrormistænkte udlændinge mulighed for at søge om dansk statsborgerskab, så længe de ikke er dømt.

»Og så må vi se, hvad der sker,« siger Søren Espersen.

Om Danmark så bliver smidt ud af det gode selskab eller slæbes for den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, er det blot at betragte som en naturlig krigsomkostning.

»Livet er fuldt af ricisi. Så må vi gøre vores stilling op. Hvis 90 mandater i Folketinget står bag, er det gældende lov, og så må vi forklare det til vores venner og partnere, der også er med i de konventioner. Får vi en dom, må vi naturligvis følge den. Men hvis vi ikke gør noget, sker der heller intet, og så varer det 40 år, og det kan vi ikke vente på,« siger Søren Espersen.