En af Socialdemokraternes koryfæer, Mogens Lykketoft, tog talerstolen på partiets kongres i Aalborg og gjorde det klart, at socialdemokratisk politik handler om at passe på hinanden og ikke finde lykken i et voksende privatforbrug.

For præcis 50 år siden meldte Mogens Lykketoft sig ind i Socialdemokraterne for at kæmpe for at skabe og udvikle det mest lige, trygge og retfærdige samfund i menneskehedens historie. Hans tale på S-kongressen i Aalborg tyder på, at kampen stadig er i gang.

»Jeg vil fortsat gerne giv en hånd med. Derfor tager jeg en tur mere sammen med jer i et kommende folketingsvalg. Vi ved, at det bliver en hård dyst, men vi skal vinde. Jeg går til kampen med de samme idealer og de samme håb, som for 50 år siden,« siger den nu 68-årige socialdemokrat.

Og kampen står samme sted, siger Lykketoft.

»Det er en kamp, der altid skal føres til forsvar for de svage og udsatte og være kritisk over for de velbjærgede, når de påstår, at samfundets hjul kun kan køre rundt, hvis netop de bevarer deres privilegier,« siger han og fortsætter med et citat fra Einstein:

»Anarkiet i det økonomiske liv, den frie konkurrence, gør først og fremmest kammeraten til fjende, bryder tillidsforholdet mellem mennesker og udrydder enhver naturlig trang til gensidig hjælp og fremkalder i os en frygt, som dræber enhver medfølelse og al evne til at tage del i andres glæde.«

Citatet stod bag på Lighedskommissionen, som Socialdemokraterne lavede i begyndelsen af 1970erne, men fandt vej til partiets kongres 40 år senere.

»De borgerlige mener, at man kun kan få de rige til at arbejde ved at sætte dem ned i skat og de fattige ved at sætte dem ned i ydelser.

Vi mener, at mennesker oftest gør det rigtige uden at få en kontant belønning eller straf. Og vi skal ikke få de lamme til at løbe eller de blinde til at læse ved at tage penge fra dem,« lyder det fra Lykketoft.

»Vi tror ikke på velhaverens bekvemme påstand om, at det er gratis at afskaffe deres topskat. Vi tror ikke, at den eneste lykke er voksende privatforbrug gennem skattelettelser. Vi ved, at de fleste mennesker i Danmark er enige med os,« siger han.

Og så manede han i øvrigt til ro omkring fredagens historie om, at Mogens Lykketoft langer ud efter Helle Thorning-Schmidt i en ny bog. Den tidligere formand kritiserer ifølge DR, at regeringen er ved at give op på en klassisk socialdemokratisk kampplads.

»Jeg er for eksempel lidt skuffet over, at et halvt århundredes kamp for at undgå indkomstgraduering af børnechecken er kuldsejlet under en socialdemokratisk regering i Danmark,« siger Mogens Lykketoft ifølge DR i bogen »Den skandinaviske drøm«.

Bogen udkommer først 26. september, men er altså kommet DR i hænde.

»Frygt ikke bogen, der kommer i den kommende uge. Det vil vise sig, at I er enige i mindst 97 procent af det, der står i den,« siger Lykketoft til kongressen, dog uden at uddybe om det så betyder, at han er kritisk overfor sin formand eller ej.