Klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis, har mistet sin far.

Hans Friis har de seneste år kæmpet med depression og demens og er nu død, 83 år gammel. Det skriver Ekstra Bladet.

Hans Friis boede sine sidste dage på Ældreboligerne Brevduebanen, og i dødsannoncen i Berlingske Tidende takker Lykke Friis og familie personalet 'for omsorg og kærlig pleje'.

Lykke Friis har tidligere talt ud om sin fars sygdom til Psykiatrifonden, hvor hun også var præsidiemedlem, indtil hun blev minister i 2009.

- Jeg fornemmede, at min far ikke var helt, som han plejede. Min far er en ekstremt talende person, og jeg opdagede, at han blev mere tavs og mut og ikke længere var den, der til familiefesterne skulle slå sangene an, sagde Lykke Friis i 2008 om begyndelsen på faderens sygdom.

Ministeren mistede sin mor for 11 år siden. Hun døde efter et hårdt sygdomsforløb med Alzheimers, og i tiden efter var Lykke Friis, storebroderen Kåre og Hans Friis uvurderlige støtter for hinanden. Men familien har altid holdt sammen.

- Vi har altid haft et meget tæt forhold, og selv om det har været meget hårdt, og jeg måske aldrig helt har accepteret min depression, så har jeg aldrig set hende bryde ned. Og jeg kan garantere, at hendes optimisme er ikke påtaget, sagde Hans Friis til B.T. i november.

Hans Friis bliver bisat fra Ordrup Kirke på lørdag.

Allerede søndag må Lykke Friis rejse på en længe planlagt tur til USA og Mexico, hvor det næste klimatopmøde skal finde sted senere på året.