BT kunne tidligere i dag afsløre, at den radikale beskæftigelse- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev kvit og frit fik lov at låne Rådhushallen i Københavns Rådhus til sin private bryllupsreception. Dagstaksten for leje af Rådhushallen er normalt 65.000 kr.

Nu kan BT så på baggrund af en aktindsigt fortælle flere detaljer om arrangementet, der blandt andet bød på lancier-dans, mens Rådhuset forinden blev spærret af for offentligheden.

Op mod 300 gæster kunne lørdag den 26. august glæde sig over cava, smørrebrød og kage samt underholdning, da de fejrede Anna Mee Allerslev bryllup i den gamle Rådhushal på Københavns Rådhus i hjertet af København.

Forberedelserne tog allerede fart dagen inden brylluppet, hvor 15 store runde borde dækket med hvide duge blev stillet frem. Gæsterne ankom lørdag kl. 12 - og en time efter kl. 13 - blev Rådhuset lukket af for offentligheden, så gæsterne uforstyrret kunne deltage i den underholdning, som borgmesteren havde planlagt i form af dans og musik.

Ifølge borgmesteren har hun fulgt kommunens regler, men eksperter understreger over for BT, at det er tale om en praksis i strid med reglerne, da politikerne giver sig selv privilegier, som almindelige mennesker ikke har, lige som gratis lån af Rådhusets lokaler bliver kritiseret for at være en praksis, der afviger fra de regler, som Borgerrepræsentationen har godkendt.

I en redegørelse af bryllupsreceptionen, som BT har fået fra Københavns Kommune, fremgår det bl.a., at gæsterne skulle danse lanciers kl. 14.15, mens der blev holdt bryllupstaler kl. 13 - altså samme tidspunkt, som Rådhuset, ifølge redegørelsen, blev lukket for offentligheden.

Det fremgår også, at den radikale borgmester inviterede så mange mennesker, at Københavns Kommune blev tvunget til at flytte arrangementet fra Rådhusets Festsal til Rådhushallen efter ordrer fra brandmyndighederne.

‘Årsagen til at arrangementet blev flyttet var at deltagerantallet oversteg brandmyndighedernes godkendelse af Festsalens maksimale personbelastning,’ står der i redegørelsen.

Arrangementet sluttede lørdag kl. 15. Mandag den 28. august var den sidste oprydning planlagt herunder rengøring af Rådhushallen samt toiletter.

Anna Mee Allerslev understreger på Facebook, at hun selv har dækket alle omkostninger.

‘Vi har selvfølgelig betalt for alle afholdte timer til bordopsætning, opdækning, servering, rengøring og opvask i alt 23028,75 kr. og har desuden selv bestilt og betalt forplejningen udefra,’ skriver hun blandt andet på sin Facebook-profil.

Hun nævner dog ikke, at hun har fået Rådhushallen stillet gratis til rådighed. Se hele Anna Mee Allerslevs svar her:

Her er den detaljerede planlægning af Anna Mee Allerslevs bryllup.

Her fremgår detaljerne i forbindelse med beskæftigelses- og integrationsminister Anna Mee Allerslevs bryllup, der blev afholdt den 26. august. Ifølge borgmesteren har hun selv afholdt alle udgifter. Men hun har kvit og frit fået lov at låne den gamle rådhushal.
Her fremgår detaljerne i forbindelse med beskæftigelses- og integrationsminister Anna Mee Allerslevs bryllup, der blev afholdt den 26. august. Ifølge borgmesteren har hun selv afholdt alle udgifter. Men hun har kvit og frit fået lov at låne den gamle rådhushal.
Vis mere