Hvis Annette Vilhelmsen om en uge er ny SF-formand, vil hun give partiets landsledelse en magtfuld rolle i regeringens daglige arbejde.
Partiets 18 mand store landsledelse skal nemlig inddrages løbende under forhandlinger om større initiativer internt i regeringen og med andre partier.
- I første omgang skal landsledelsen give et mandat, man kan forhandle ud fra. Så skal man også have en inddragelse undervejs, og inden den endelige aftale ligger der, siger Annette Vilhelmsen i dagens udgave af Jyllands-Posten.
Men Annette Vilhelmsen risikerer at blive 'en klump om benet' på regeringen, mener BTs politiske kommentator, Lotte Hansen.
- Jeg vil ikke sige, at det umuliggør en forhandling, men det umuliggør en smidig forhandling med ‘give and take’. Og det gør det i hvert fald ikke nemmere for de øvrige partier at have SF med i regeringen, siger hun og fortsætter.
- Konsekvensen af det, hun siger, er, at det bliver sværere at lave brede forlig. Forlig er udtryk for, at parterne sidder og giver sig. Og hvis den ene part så kommer tilbage og siger: Nu har landsledelsen også lige de her tre ting, så bliver det svært, siger Lotte Hansen til bt.dk.
Hun peger på, at det ‘fortrolige forhandlingsrum’ bliver sprængt, hvis SFs landsledelse løbende skal inddrages. Samtidig vil de andre partier holde sig tilbage og ikke gå til smertegrænsen i en forhandlings-situation.
{embedded type="node/polls" id="22807094"}
- Hvis hun har tænkt sig at gøre det her i praksis ved alle større ting, og hvor man skal lande en aftale, så tror jeg, at hun bliver en klods om benet på regeringen, siger Lotte Hansen.
Annette Vilhelmsens modkandidat, Astrid Krag, siger om Vilhelmsens forslag:
- Jeg har svært ved at se, at man kan fungere som regeringsparti på den måde, siger hun til Jyllands-Posten.
Er du enig i Lotte Hansens betragtning? Deltag i debatten herunder: