Mistanken om stemmefusk ved et opstillingsvalg for Socialdemokratiet i Utterslev-kredsen skaber mistillid til medlemsdemokratiet, mener BT's politiske kommentator Lotte Hansen.

Jo flere venner du i forvejen har i partiet, jo bedre er dine chancer for en karriere i partiet, forklarer hun.

- Sagen skaber en mistanke om, at man på forhånd beslutter sig for, hvem man vil have i Folketinget, og at man skal være født med en DSU-ske i munden for at gøre karriere i Socialdemokratiet. Hvis der sidder nogen i sekretariatet og flytter rundt på medlemmer for at få deres egen kandidat ind, rokker det ved medlemsdemokratiet og princippet om, at der er lige ret for alle.

Og det styrker mistilliden til, om man som almindelig mand på gulvet overhovedet har en chance for det, hvis man i forvejen ikke har nok rygklappere i partiet, mener Lotte Hansen.

-  For i de store partier som Venstre og Socialdemokratiet er der i forvejen rygter om, at man skal have gjort sig gode venner med så mange i partiet som muligt for overhovedet at have en chance, siger hun.

Jacob Bjerregaard vandt med 60,2 procent af stemmerne ved opstillingsvalget i 2006, og ganske få stemmer kan gøre en forskel, forklarer Lotte Hansen.

- Naser Khader vandt for eksempel med en enkelt stemme, da han blev opstillet.

Jacob Bjerregaard, der i dag er integrationsordfører for Socialdemokratiet, afviser, at han kender til, at der blev flyttet medlemmer mellem valgkredsene til hans fordel.