Med den meget markante sejr til Annette Vilhelmsen ved formandsvalget i SF har SF's ledelse fået en meget kraftig besked fra baglandet. Det mener BTs politiske kommentator Lotte Hansen.

- 66 procent af stemmerne er en meget markant sejr, og det viser, at det ikke kun er de lokale tillidsfolk i SF, som har været frustrerede, men at også de menige SF'ere har været det, siger Lotte Hansen.

Valgresultatet viser, ifølge Lotte Hansen, at splittelsen i SF ikke har været så stor, som man troede.

- Resultatet viser jo, at Astrid Krags fløj er mindre, end man havde forventet.

Lotte Hansen roser desuden Annette Vilhelmsen for sin sejrstale:

- Det var en fin tale og en meget voksen tale, som skabte begejstring. Hun sagde nogle flotte ting om Villy Søvndal, og hun rakte hånden ud mod Astrid Krag og hendes støtter. Så hun holdt sig klogeligt til det venlige og var pæn i dag. Så må vi se hvad der sker, når rokaden kommer, måske allerede i morgen, hvor hun skal mødes med statsminister Helle Thorning. Det interessante bliver at se, hvilke ændringer hun vil lave på ministerposterne, og andre vigtige poster i partiet.