Lizette Risgaard, LO-formand
Lizette Risgaard, LO-formand Foto: Ditte Valente, PR-foto

Så diskuteres der igen pensionsalder i Folketinget. Politikerne er stort set alle sammen enige om, at der er brug for en vis fleksibilitet i forhold til pensionsalderen. Så man kan gå tidligere på pension, hvis man opfylder visse krav. Hvis man vel at mærke er medlem af Folketinget!

Når nu de er enige om, at det ikke er alle politikere, der kan arbejde til de når pensionsalderen - kunne de så ikke også blive enige om, at almindelige danskere heller ikke skal arbejde endnu længere? Mange LO-lønmodtagere kan end ikke se sig selv være på arbejdsmarkedet indtil den nuværende pensionsalder. Deres kroppe kan simpelthen ikke holde til det. Hver femte LO’er supplerer allerede morgenkaffen med smertestillende piller for at holde en fysisk hård arbejdsdag ud. Så er det jo helt forrykt at tale om at forhøje pensionsalderen yderligere, som VLAK-regeringen og De Radikale vil.

I skrivende stund har over 200.000 danskere skrevet under på, at de er imod, at pensionsalderen sættes op - igen. 7 ud af 10 danskerne er ifølge meningsmålinger imod en højere pensionsalder. Men regeringen og de radikale virker til at lukke både ører og øjne, når befolkningen stejler. I stedet vil de have, at vi i Danmark skal sætte europarekord i højeste pensionsalder. Også selvom vi danskere hverken lever længst tid eller sundest.

Så siger regeringen, at de nedslidte ikke skal pensioneres senere. Men kan vi nu stole på det? Da 2025-planen blev lanceret foreslog Venstre, at seniorførtidspension og en seniorfleksjobordning skulle sikre nedslidte ældre. Desværre er disse ordninger ikke tilstrækkelige. Kravene for at komme på seniorførtidspension er simpelthen for strenge. Kun 253 slap igennem nåleøjet i 2015, selvom man regnede med, at 10 gange så mange ville være på seniorførtidspension i 2015, dengang man lavede loven.

Frederik og IOC Løkke lægger slagplanen for svært forår

Vi kan da for hulen ikke byde vores nedslidte ældre, at de skal stå med hatten i hånden på socialkonteret eller jobcenteret og håbe på, at sagsbehandleren tror på, at de ikke kan arbejde mere. Det er ikke en værdig afgang efter et livslangt bidrag på arbejdsmarkedet.

Så lad os nu kalde en spade for en spade. Regeringen ønsker, at pensionsalderen skal sættes yderligere op, fordi den gerne vil give skattelettelser til dem, der i forvejen har mest. Ikke fordi det er nødvendigt, som de ellers har påstået. Det Økonomiske Råd mener ikke, at vi har et problem med vores økonomi på lang sigt, som regeringen ellers gerne vil have os til at tro. Og på kort sigt har dansk økonomi også klaret sig langt bedre en hidtil antaget. Det kunne vi se på nye tal fra Danmarks Statistik i efteråret.

Og så vil jeg faktisk slutte af med at erklære mig enig med Lars Løkke Rasmussen – fra før folketingsvalget… Dengang sagde Løkke: "For mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert (Børsen 15.04.2015)".

Vi i fagbevægelsen skal nok kæmpe for, at Lars Løkke Rasmussen kommer på bedre tanker, eller i det mindste kommer i tanke om sine egne ord.

 

SMS

Hitter på Facebook