Lukning er ikke løsningen på problemet med skoler med mange tosprogede elever, lyder det fra Aarhus Kommune. Det handler i stedet om at tage det lange, seje træk.

Da den sidste etnisk danske elev stoppede på Tovshøjskolen i Gellerup ved Aarhus i marts i år, blev skolen den eneste danske folkeskole med udelukkende tosprogede elever. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, men de bliver ikke løst ved at lukke skolen.

Det erklærer Peder Udengaard (S), fungerende politisk ordfører for Socialdemokraterne i Aarhus, efter Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), i Berlingske tirsdag opfordrer landets kommunalpolitikere til at lukke skoler med mange indvandrere.

»Vi skal ikke være blinde for, at Tovshøjskolen har nogle udfordringer, men dem tager vi hånd om med de redskaber, vi har til rådighed. Vi har blandt andet arbejdet meget med en tidlig sprogindsats i forhold til elever, der ikke har dansk som modersmål, før de starter i skolen, for at give dem et alderssvarende dansk,« fortæller Peder Udengaard.

Samtidig understreger han, at det går i den rigtige retning for Tovshøjskolen:

»Der er en positiv udvikling med et stigende karaktergennemsnit,« siger han.

Da Tovshøjskolen i marts blev en skole med udelukkende elever med anden etnisk baggrund end dansk, udtalte professor i pædagogik Niels Egelund, at man burde lukke skolen.

»Ulempen ved Aarhus’ ordning er, at mange af de dygtige børn flygter. Det bedste for børnene ville være at lukke skolen og fordele eleverne på andre skoler,« sagde professoren den gang til Metroxpress.

Peder Udengaard er enig i, at det er vigtigt, at man som barn møder andre børn med en anden baggrund end en selv. Men det gør eleverne på Tovshøjskolen også, påpeger han:

»Det gør de jo i andre sammenhænge end selve skolen. Eksempelvis er der nogle rigtig gode klubtilbud derude,« siger den vikarierende ordfører og fortsætter:

»Det løser ikke problemerne at lukke skolen. Løsningen er at tage det lange, seje træk og spille på en masse forskellige elementer, herunder byomdannelse og byplanlægning. Vi skal også skabe arbejdspladser for at tiltrække en anden sammensætning af beboere.«

Med 98 procent tosprogede elever lå Dronning Dorothea Skolen i Kolding også i toppen af listen over danske folkeskoler med mange indvandrerelever, indtil den for kort tid siden måtte dreje nøglen om på grund af faldende elevtal. Heller ikke her mener borgmester Jørn Pedersen (V), at en overvægt af tosprogede elever er en hæmsko for integrationen, og også han afviser Inger Støjbergs forslag om at lukke indvandrertunge skoler.

»Vi oplevede ikke, at integrationen blev hæmmet på grund af de tosprogede elever. Via en god faglig indsats og mange initiativer fungerede det faktisk. I forhold til andre skoler viste det sig også, at der var lige så mange elever på Dronning Dorothea Skolen, som gik videre i uddannelsessystemet og fik job,« siger Jørn Pedersen.

Ifølge hans vurdering er det de faglige og saglige kriterier, der må afgøre, om en skole skal lukke.

»Når vi vurderer, om en skole bør lukkes, sker det ikke ud fra et integrationsspørgsmål, men ud fra om der sker den læring, der skal ske,« siger Jørn Pedersen.