Loft forudså skatte-brok

Skatteministeriets departementschef kaldte skatteregler, der frikendte Stephen Kinnock for 'uhensigtsmæssige' og 'lempelige.'

De skatteregler, der i 2010 var årsag til, at Helle Thorning-Schmidts mand, briten Stephen Kinnock, ikke skulle betale skat i Danmark, var et brandvarmt emne øverst i Skatteministeriet

I et notat fra september 2010 skrev den daværende højst placerede embedsmand i Skatteministeriet, departementschef Peter Loft et notat, hvor han kaldte reglerne ’uhensigtsmæssige’ og ’lempelige.’ I et andet notat nævnes muligheden for at ændre netop disse regler, hvilket dog i samme notat betegnes som ’vidtgående.’

LÆS OGSÅ: Eksperter undrer sig: Var Kinnock kun direktør på deltid?

Regler uhensigtsmæssige

Det fremgår af interne dokumenter fra Skatteministeriet, der i forbindelse med sagen om muligt magtmisbrug er overdraget til Skattesagskommissionen.

Peter Loft skriver, at Skatteministeriets embedsmænd vil udarbejde et ’notat om hensigtsmæssigheden/urimeligheden i den bestående retstilstand.’ Loft tilføjer om retstilstanden: ’Umiddelbart forekommer den mindre rimelig,’ men advarer samtidig om, at det ’…næppe (er) klogt at melde ud, at reglerne er uhensigtsmæssige, derimod kan man tilslutte sig synspunktet.’

LÆS OGSÅ: Eksperter efter Kinnock-afgørelse: Forældede regler

Forskel på borgere

Pointen er, at skattereglerne gør stor forskel på borgere, der arbejder i udlandet, og som besøger familie i Danmark.

De, der har forladt dansk skattepligt - herunder blandt andet opgivet bolig - kan opholde sig frit i Danmark op til 180 dage om året uden at betale en krone i skat, bare de kun arbejder minimalt under ophold her. Skatteteknisk kaldes disse ’tilflyttere’ - en kategori Kinnock tilhører.

Helt anderledes er situationen for borgere, der forlader Danmark, men beholder deres bolig. BT fortalte i går om briten Mark Howells, der med blot 20 dages ophold her i landet alligevel er skattepligtig. Howells tilhører gruppen af ’fraflyttere’. 

LÆS OGSÅ: Derfor slipper Stephen Kinnock billigere end Mark Howells

Kritik kunne eksplodere

Og det var netop forskellen på de to sæt regler, der af departementschefen blev kaldt ’uhensigtsmæssige’. Peter Loft frygtede angiveligt, at kritikken af Skat for de forskellige regler ville eksplodere, når Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock som lovet ville offentliggøre deres skatteafgørelse umiddelbart efter, at de den 16. september 2010 var blevet frikendt af Skat København.

’Mange har svært ved at forstå, at der efter 180 dages reglen skal relativt meget til, før fuld skattepligt indtræder for en person, der befinder sig i en tilflytningssituation som Stephen Kinnock,’ fremgår det af notatet udarbejdet i Skatteministeriet stilet til ministeren. I notatet lægges der op til, at 180-dages-reglen helt kunne fejes af bordet eller halveres til en 90-dages-regel.

Daværende departementschef Peter Loft siger, at han ikke erindrer det konkrete notat, men siger om sine overvejelser i 2010:

- Jeg vil ikke afvise, at jeg har gjort opmærksom på, at der er nogen, der ville kunne finde det tosset, at tilflyttere kan opholde sig lang tid i Danmark uden at betale skat, mens fraflyttere omvendt kan opholde sig i Danmark i meget kort tid med krav om at betale skat. I nogle konkrete tilfælde vil danskere kunne opfatte den forskel som mærkværdig, siger Peter Loft.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her