Lars Løkke Rasmussen har svært ved at fylde fodsporene ud efter Anders Fogh Rasmussen, når det gælder om at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidt.

Et år efter Lars Løkke Rasmussens (V) overtagelse af Statsministeriet oplever knap halvdelen af danskerne, helt præcist 44 procent, at han har indfriet deres forventninger til ham som statsminister.

Alligevel har Løkke svært ved at fylde fodsporene ud efter sin forgænger Anders Fogh Rasmussen (V), når det gælder om at lægge afstand til oppositionens leder målt på en række afgørende egenskaber. Det skriver Berlingske Tidende med baggrund i en ny Gallupmåling.

Helle Thorning-Schmidt (S) opleves både som mere troværdig, bedre til at fremlægge klare synspunkter og som en bedre repræsentant over for udlandet end Lars Løkke Rasmussen. Tre vigtige egenskaber, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen tidligere blev vurderet langt stærkere end Helle Thorning-Schmidt.

- Det ser da mere overkommeligt ud nu, end det gjorde med Fogh. Det skyldes, at Løkke ikke er en statsmand. På de her kernestatsmandspunkter kan danskerne se, at Thorning er vokset, og derfor slår hun nu Lars Løkke Rasmussen. Men en del af det skyldes Helles egen performance og ikke bare, at Løkke er en letvægter i forhold til sin forgænger, siger Nick Hækkerup, næstformand hos Socialdemokraterne.

/ritzau/