Helle Thorning-Schmidt bliver aldrig statsminister i Danmark. Vi vil pege på Margrethe Vestager for at undgå det.
Det dramatiske budskab fra en garvet Venstre-politiker med mangeårig minister-erfaring bekræfter analysen fra en række kilder i og uden for regeringen:Venstres top overvejer at pege på De Radikales leder, Margrethe Vestager, som statsminister efter næste valg, hvis det kan forhindre Helle Thorning-Schmidt i at blive statsminister.
Formelt vil både Venstre og De Konservative gå til valg på at fortsætte det nuværende samarbejde. Altså en ny VK-regering med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som parlamentarisk grundlag.
Men skulle blå blok miste flertallet, overvejes det at bringe Margrethe Vestager i spil som ny statsminister i en VKR-regering.
- Der er ingen tvivl om, at det bliver særdeles vanskeligt at skrive regeringsgrundlag med De Radikale. Men vi vil hellere flække en arm på langs end se Helle Thorning- Schmidt rykke ind i Statsministeriet, siger en centralt placeret Venstre-kilde til B.T.
Hos De Konservative fremhæver en kilde, at en ny VKR-regering med Vestager som statsminister ikke er det mest sandsynlige – men at tanken ikke er fremmed:
- Vi er tættere på De Radikale end Venstre er.
Kilden forklarer desuden, at De Konservative er ved at nå den grænse, hvor man har fået nok af Dansk Folkepartis dominans.
Medmindre valgresultatet bliver markant anderledes end de aktuelle målinger, ville en VKR-regering i givet fald blive en mindretals-regering, som må arbejde sig frem med skiftende flertal og leve med langt større parlamentarisk usikkerhed end gennem de seneste ti år. Der er ingen tvivl om, at Margrethe Vestager frem til valget vil fastholde, at hun ikke selv er statsministerkandidat – og at hun står ved De Radikales beslutning om at pege på Helle Thorning-Schmidt. I Venstre er man helt klar over, at der skal meget til, hvis den radikale leder skal vende Helle Thorning ryggen efter et valg. En statsministerpost er besnærende for ethvert parti med selvfølelsen intakt – men ikke nok. -
Slesk tale og billig portvin kommer man ingen vegne med, som Uffe Ellemann engang udtrykte det om De Radikale.
Et siciliansk tilbud – altså sådan ét, man ikke kan afslå – vil i givet fald indebære komplicerede forhandlinger om et regeringsgrundlag, hvor De Radikale skal overbevises om, at de kan få mindst lige så meget af deres egen politik gennemført med VK som med S-SF. Det bliver ikke let for nogen af parterne. Forholdet mellem Venstre og De Radikale har været særdeles dårligt under Foghs ledelse. Anders Fogh forklarede selv tilbage i 2000 i Thomas Larsens samtalebog ’I godtvejr og storm’ om relationen mellem Venstre og De Radikale: - Der er en vis gensidig sympati og samtidig en væmmelse som efter en brutal skilsmisse.
I de efterfølgende år forsvandt sympatien: kontraktpolitikken, bindingen til DF, alliancen med Bush, ’får-og-bukke’-retorikken under Muhammed-krisen og andre elementer stødte De Radikale langt, langt væk. Marianne Jelved blev nærmest kult på at væmmes ved Fogh.
Hos VK er håbet nu, at De Radikales deltagelse i tilbagetrækningsreformen varsler nye tider. Hvordan DF vil reagere, hvis VK vender den faste partner gennem ti år ryggen – og måske som det første begynder at tilbagerulle noget af den lovgivning, DF med møje og besvær har sikret sig – kan man kun gisne om. En strømpil for reaktionen gav DF selv forud for valget i 2007, da der kortvarigt viste sig et VKR-flertal i målingerne, og borgerlige politikere begyndte at lege med tanken om et tættere samarbejde med De Radikale:
- Vi vil ikke være den halv-løse elskerinde i baggården, erklærede DFs Søren Espersen, mens Kristian Thulesen Dahl begyndte at stille specifikke krav til et nyt VK-regeringsgrundlag alene med det sigte, at De Radikale ikke skulle have nogen indflydelse.
Et står klart: Folketingsvalget 2011 bliver spækket med følelser og dramatik.
HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR
