Nye historier om alkohol skader ikke Lars Løkke - måske er det ligefrem en fordel.

Sig ordene bilag, rødvin og Løkke, og du har en temmelig giftig cocktail.

De fleste politiske kommentatorer er enige om, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen næppe kan tåle en ny bilagssag.

I går afslørede Ekstra Bladet så, at Lars Løkke har drukket rødvin i arbejdstiden på rejser med forsvarets fly. Men sagen er ikke stor nok til at ramme Løkke alvorligt, mener Michael Kristiansen, der har været spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, da han var statsminister.

Han vurderer ligefrem, at Løkke måske kan vende angrebet til at være en fordel for ham selv.

»Jeg tænker, at denne sag kan ende med at blive en fordel for Løkke. Vi nærmer os et petitesseniveau, hvor det samtidig er uklart, hvad der er foregået. Ekstra Bladets sammentælling er et udtryk for, hvad der er købt ind, og ikke hvad Løkke har drukket. Samtidig er manden på vej hjem fra et møde, hvor det for mange mennesker vil være helt naturligt, at man tager et glas vin til maden. Folk vil spørge, om det er personlig forfølgelse. Vælgerne kan godt gennemskue, at det virker som en plantet historie, og mange vil mene, at nu kan det være nok.«

Tror du, at afsløringen vil betyde noget for Thornings overvejelser om, hvornår hun skal udskrive valg?

»Nej. Thornings og hendes rådgiveres overvejelser vil gå på hendes egen popularitet, og hvad der kan få indvirkning på styrkeforholdet mellem rød og blå blok,« siger Michael Kristiansen.

Sagen kommer efter tidligere sager, hvor Venstres formand er blevet stærkt kritiseret for sin livsførelse og omgang med penge. For halvandet år siden kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen som formand for klima- organisationen GGGI havde fløjet på første klasse adskillige gange. I forsommeren sidste år var det Lars Løkke Rasmussens partibetalte tøj, som fyldte spalterne - sagen var meget tæt på at koste ham formandsposten i Venstre på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde i Odense 3. juni.

Fem flasker vin og seks øl

Af de nye oplysninger fremgår det, at Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med et møde med topledere i Italien 9. juli 2009 fløj med et af forsvarets Challenger-fly.

Af bilagene, som BT også er i besiddelse af, fremgår det, at der var dækket op til 12 personer i flyet. Derudover var der to piloter og en steward fra Forsvarskommandoen om bord. Regningen lyder på blandt andet fem flasker vin og seks øl.

Statsministeriet oplyste i går, at regningen ikke alene vedrører statsministeren og dennes delegation. Derfor er denne praksis også ændret, så man nu kun bliver faktureret for statsministeren og dennes følges forbrug. Men Statsministeriet afviser til gengæld ikke, at de nævnte drikkevarer blev åbnet.

’Som Statsministeriet allerede har oplyst over for Ekstra Bladet i forbindelse med afgørelsen af aktindsigtsanmodningen, afspejler fakturaerne fra forsvaret vedrørende statsministerens flyrejser ikke alene statsministerens og dennes delegations fortæring,« oplyser Statsministeriet i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Forsvarskommandoen, men det er ikke lykkedes. Lars Løkke Rasmussen vil heller ikke udtale sig. Men på Facebook tager han skriverierne i stiv arm.

’Jeg kan i hvert fald sige en ting med sikkerhed: Det har altid været kutyme, at vi på hjemflyvninger om aftenen har fået et måltid mad og et par glas vin. Mon ikke det stadig er kutyme i Statsministeriet, selvom man ikke længere kan se i detaljer, hvad der er spist og drukket. Under alle omstændigheder vil det blive sådan igen, hvis jeg skulle blive statsminister på ny,’ skriver han.

Løkke er sårbar

Elisabet Svane, politisk kommentator på Fyens Stifttidende, siger:

»Det er for tidligt at sige, om de nye afsløringer vil få konsekvenser for Lars Løkke. Det er en sag, hvor mange mennesker vil tænke »nå, herre Gud«, men han har fået gjort sig selv sårbar med de øvrige sager om spiritus og bilag. Derfor vil sådanne afsløringer altid være belastende for ham. Jeg tror ikke, at det vil spille ind på Thornings overvejelser om at uskrive valg. Det er en spinkel sag, og det ville være for useriøst.«

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, mener, at sagen er lidt pinlig for Løkke.

»Det har længe stået klart for danskerne, at Lars Løkke Rasmussen har kunnet lide både en fadøl, rødvin og cigaretter. Det er klart, at den nye sag ikke er noget, der gavner Lars Løkke Rasmussen, fordi han i forvejen er sårbar. Når man sammenligner den med de to tidligere sager, er det her dog en lille ting. Den er lidt pinligt for Lars Løkke Rasmussen, men jeg tror ikke, det er noget, der får konsekvenser for ham - og heller ikke noget, der får nogen direkte indvirkning på den valgkamp, han i realiteten har taget hul på,« siger Thomas Larsen til BNB.