Lars Løkke Rasmussen har i fem måneder arbejdet målrettet på at lægge hindringer i vejen for den kritiske portrætbog »LLR«.

Bogen udkommer i dag på Berlingske Media Forlag.

Men stod det til Venstres formand, var bogen enten blevet stoppet af et fogedforbud eller af andre retslige skridt.

Hel usædvanligt forsøgte Løkke at spænde ben for bogen allerede, da han i juni hørte om bogprojektet, og altså mindst en måned før de to forfattere, journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, havde skrevet så meget som en linje.

På et møde 26. juni i Venstres øverste ledelse, forretningsudvalget, blev muligheden for at stoppe bogen med et fogedforbud diskuteret som en overvejelse.

En god måned senere, 30. juli, modtog Andreas Karker et brev fra topadvokaten Karoly Németh, som på vegne af Venstres folketingsmedlem Sophie Løhde truede med at anlægge en injuriesag.

I henvendelsen skrev Karoly Németh, at han er parat til at foretage »samtlige relevante juridiske skridt«, såfremt forfatterne brød et klart løfte til Sophie Løhde om ikke at omtale nogle påstande, som hun mente var ukorrekte.

Endnu en advokat

»Jeg kan bekræfte, at jeg har talt med den ene af forfatterne til en kommende bog om LLR, hvor jeg blev præsenteret for en række løgnehistorier.

Jeg kan også bekræfte, at jeg har bedt min advokat bekræfte de forsikringer og den aftale, vi har indgået om min person i bogen,« skrev Sophie Løhde i en mail til Journalisten i august.

Få dage senere, 5. august, indløb der endnu en trussel.

Denne gang fra Fritz Schurs advokat. Frits Schur har tidligere været formand for Venstres pengeklub. Den går under navnet Den Liberale Erhvervsklub og har i flere år indsamlet 3,5 mio. kr. i partistøtte til Venstre.

Før sommerferien takkede erhvervsmanden pænt nej tak til at medvirke i bogen, og derfor ventede forfatterne egentlig ikke at høre mere fra den kant. Men de skulle blive klogere.

Juridisk chef, advokat Martin Kasten, skrev i en mail, at Fritz Schur var blevet bekendt med et forlydende om, at forfatterne agtede at omtale en bestemt episode om Løkkes alkoholindtag.

Den oplysning havde han ikke fra forfatterne.

»Det besynderlige er, at vi inden mailen fra Schurs juridiske chef kun havde spurgt Lars Løkke selv om hans tilstand, da han ankom til et bestemt møde i Den Liberale Erhvervsklub,« siger Thomas Nørmark Krog.

Derfor kom det bag på dem, at advokat Martin Kasten uopfordret omtaler det pinlige optrin med Løkke ganske detaljeret i sin mail og slutter den af med disse ord:

De juridiske kanoner i stilling

»Fritz Schur gør imidlertid opmærksom på, at påstandene ikke er korrekte, og det vil således være injurier at lade de urigtige påstande indgå i jeres bogværk.«

Forfatternes undren skyldes også, at Martin Kasten nærmest foregiver at være Løkkes advokat, selv om han ikke er det.

Dagen efter denne mail truede erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer med en stævning.

Baggrunden for den var, at Andreas Karker i lighed med andre medier havde forespurgt, om Landbrug & Fødevarer havde betalt en del af Løkkes tøjregning.

Svaret var nej, og derfor slog han en streg over den historie.

Men det gjorde Landbrug & Fødevarer ikke.

Tværtimod kørte man de juridiske kanoner i stilling for det tilfælde, at et nej ikke blev taget for pålydende.

Via sin advokat Søren Tyge Sørensen fra det velestimerede advokatfirma Holck Andersen & Tyge Sørensen meddelte Landbrug & Fødevarer, at hvis forfatterne skrev noget andet end den vedtagne sandhed, ville man tage »de nødvendige retsskridt«.

Konstant alarmberedskab

De to forfattere fik også senere i arbejdet med bogen at mærke, hvordan Løkke og hans nærmeste rådgivere var i en tilstand af konstant alarmberedskab.

»Da vi efter det første interview med Løkke i begyndelsen af september henvender os med en række opfølgende spørgsmål, får vi afslag. Vi oplyser, at vi har talt med en kilde, som vi ikke ønsker at navngive her og nu, der gerne vil stå offentligt frem med sin kritik af Løkkes alkoholvaner. Så vil han pludselig gerne tale med os igen,« siger Thomas Nørmark Krog.

Hans indtryk var, at Løkke var meget opsat på at finde ud af, hvem kritikeren var.

»I det første interview var det meget magtpåliggende for Løkke at få fjernet alle antydninger af, at hans alkoholforbrug forhindrede ham i at passe sit politiske arbejde. Vi ved fra politikere, vi har talt med, at Løkke har gået rundt og spurgt dem, om de har talt med os. Løkke har også været ganske velinformeret om, hvad vi har talt med andre om. Nogle af de mennesker, vi har interviewet, har efterfølgende aflagt rapport til deres partiformand,« siger Thomas Nørmark Krog.

Bogen lækkes

Lanceringen af bogen i weekenden fik også et andet forløb, end Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog havde forventet.

Efter aftaler med forlaget skulle bogen omtales i BT søndag, og DR havde modtaget et fortryk af bogen, så man fik tid til at producere et indslag i nyhederne 21 Søndag. Den eneste anden part, der fik udleveret et eksemplar af fortrykket til bogen, var Løkke. Og det skete af ren høflighed overfor ham. På forunderlig vis lækkes fortrykket til Politiken i løbet af torsdag eller fredag. Løkke afbrød en middag fredag aften for at optræde i TV2 News kl. 23.30. Omtrent to timer forinden havde Politiken omtalt bogen på sin netavis.

Andreas Karker har tidligere skrevet biografier om Svend Auken og Bertel Haarder. Han har aldrig før oplevet en sådan spin-krig, som den Løkke har ført mod »LLR«.

»Brydningerne mellem politikere og medier er blevet hårdere. I dag føler alle, at de skal være mere på vagt,« siger han.