Hvis der kan skrues på de rigtige knapper, er Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen klar til at være åben over for Dansk Folkepartis ønske om, at der ikke skal være nulvækst i den offentlige sektor, hvis han genvinder regeringsmagten.

Tegner der sig et blåt flertal efter et valg, tyder meget på, at Venstre kommer til at tage særdeles mange politiske slagsmål med Dansk Folkeparti, der ser ud til at blive et af Folketingets største partier.

Selvom de to partier kan finde fælles fodslag på mange områder, er de lodret uenige på andre, og det kan gøre Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens (V) statsministertid svær - hvis han vel at mærke får nøglerne til Statsministeriet tilbage.

Men i et interview med TV 2 siger Løkke, at han er klar til at være »large« over for Dansk Folkepartis ønsker. Kan der skrues på de rigtige knapper, vil Venstre-formanden gerne være åben over for, at Dansk Folkeparti blandt andet er imod, at der skal være nulvækst i den offentlige sektor.

Direkte adspurgt om, hvor langt han vil gå i forhold til at imødekomme DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF), der ikke vil acceptere et udgiftsstop, lyder Løkkes svar:

»Det kommer an på, hvad vi så i øvrigt kan gøre. Når jeg siger udgiftsstop, så er det ikke fordi, at jeg ikke holder af den offentlige sektor. Når jeg siger, at det er nødvendigt at holde igen, så er det fordi, at vi har alle mulige andre offentlige udgifter, vi skal betale til - folk på offentlig forsørgelse, udviklingsbistanden, med mere,« siger Venstre-formanden til TV 2.

Lars Løkke Rasmussen hæfter sig især ved, at næsten 800.000 danskere i dag er på offentlige forsørgelse. Jo mere det tal kan sænkes, jo flere med ikke-vestlig baggrund der kan hjælpes ud på arbejdsmarkedet, og jo mere udviklingsbistanden kan sættes ned, jo flere penge er der til at kigge på andre ønsker, betoner han.

»Jo færre offentlige udgifter vi har på de felter, jo mere large kan vi være på den anden del,« siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til DF-ønsket om, at der ikke skal være nulvækst.

»Jo modigere vi er på at træffe beslutninger, der flytter folk fra passivitet, så det her tal 800.000 falder, jo mere large kan vi være på den anden bane,« understreger Venstre-formanden videre.

Spørgsmål: Hvor meget kan du imødegå Dansk Folkeparti på den offentlige sektor?

»Det ville være rigtig dumt at sige et præcist tal. Men selvfølgelig er der en grænse. For mig handler det om, at tingene skal flytte sig i den rigtige retning,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Men nulvæksten er central for Venstre-formanden, og han understreger da også i interviewet:

»Bestemmer jeg den økonomiske politik alene, så kommer der et udgiftsstop.«

Lars Løkke Rasmussen kommer dog også med flere eksempler på områder, hvor han og Kristian Thulesen Dahl ikke stritter i to forskellige retninger.

»Han er villig til, at vi moderniserer udviklingsbistanden. Han er bestemt mere end villig til, at vi får gjort noget ved udlændingepolitikken, Og han har været ude og sige, at han er parat til at genindføre kontanthjælpsloftet. Der er mange steder, hvor han viser åbenhed,« siger Venstre-formanden til TV 2.