Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er ikke længere så sikker på, at regeringen falder på finansloven og til december udskriver nyvalg i utide.
- Enhedslisten er kravlet ned fra træet, og der venter ikke noget folketingsvalg lige rundt om hjørnet, siger han i forbindelse med præsentationen af udspillet 'Færre afgifter. Flere arbejdspladser' i dag.
- Regeringen skal nok overleve. Det handler derfor om at få truffet færrest muligt forkerte beslutninger og flest mulige rigtige beslutninger. Danmark har brug for, at vi lægger taktikken til side, siger Løkke.
Han opfordrer regeringen til at vælge, om den vil gå 'den røde vej' sammen med Enhedslisten eller tage 'vækstvejen', og kalder i al beskedenhed sit tilbud til regeringen for 'fantastisk'.
Venstre møder op med to krav. Man vil have fjernet afgifter på grænsehandlen på i alt 1,8 mia. kr., herunder fedtskatten, samt have fjernet andre erhvervsskatter for et samlet beløb på tilsammen 3,9 mia. kr.
Læs også:Løkke: Regeringen overlever efteråret
Desuden kræver man, at regeringen i dette efterår gennemfører den reform af kontanthjælpen, som den indtil for nylig bekræftede, at den var parat til. Heftig modstand fra Enhedslisten har dog tilsyneladende fået regeringen på andre tanker.
Men skulle reformen af kontanthjælpen alligevel ende med at blive udskudt til foråret, vil Løkke ikke afvise at hjælpe regeringen med det til den tid.
- Men problemerne bliver ikke mindre af, at man udskyder dem, siger Løkke.
Finansordfører John Dyrby Paulsen (S) noterer sig, at Venstre er blevet meget mere fremkommelig, men han vil afvente og se, om partiet også har viljen til at indgå en aftale, når dørene til forhandlingslokalet er lukkede.
Læs også:V om Corydons gyldne tilbud: Vi troede ikke vores egne øjne
- Vi vil gerne være med til at afskaffe fedtafgiften. Det var Venstre, der selv fandt på den, og nu vil de reparere på gamle skader. Fred være med det, siger han og peger på, at der derimod er mange tidsler i Venstres udspil.
- Jeg synes det er betænkeligt, at man vil tage penge fra udsatte grupper og bruge dem på skattelettelser, siger han med en henvisning til, at en del af Venstres finansieringsforslag omfatter diverse uudnyttede reserver på statsbudgettet, som regeringen ønsker at disponere over til sociale formål.



