Både Venstre og de Konservative vil nu se på den lov, der har sendt den syvårige Im Nielsen og hendes thailandske mor ud af landet. Venstre vil hente pigen og hendes mor hjem.

Venstre og de Konservative er klar til at ændre på loven, så den syvårig pige Im Nielsen og hendes thailandske mor kan vende tilbage til Danmark.

Im Nielsen blev sammen med sin mor udvist til Thailand søndag som konsekvens af, at Ims danske stedfar, Johnny Nielsen, døde af kræft i 2012, og det blev derfor vurderet, at de havde størst tilknytning til Thailand.

Formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen (V) skriver - i lighed med flere Venstre-folk - på Facebook, at man skal se på reglerne som konsekvens af sagen.

»Venstres Inger Støjberg (V) har kaldt justitsministeren i samråd om udvisningen af Im og hendes mor. Inger siger (og jeg er enig): Vi skal have ændret loven, så velintegrerede ikke sendes ud af landet i tilfælde af dødsfald, som det netop er sket for Im og hendes mor. Derudover skal vi have fundet en løsning på, hvordan Im og hendes mor kan komme tilbage til Danmark igen,« skriver Løkke.

Samme melding lyder fra Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), der ligeledes kommenterer sagen på Facebook.

»Jeg går ind for en stram udlændingepolitik! Men ikke en hjerteløs udlændingepolitik. Derfor er jeg glad for, at Inger Støjberg har indkaldt justitsministeren i samråd, så vi kan finde ud af, om han har begået fejl i sagen om udvisning af Im Nielsen.«

Også hos de Konservative er man parat til at se reglerne efter i sømmene, oplyser partiets integrationsordfører, Tom Behnke (K).

»Den konkrete sag har givet anledning til at se på, om reglerne er gode nok, og det er vores opfattelse, at der bør vi justere reglerne, så hvis en herboende ægtefælle går hen og dør, så skal det ikke betyde, at man skal forlade landet,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Tom Behnke afviser, at man ikke tænkte sig godt nok om, da man var med til at indføre reglerne.

»Jo, det gjorde vi naturligvis. Men når man laver nogle principper, så sker der nogle gange det, at når det rammer virkeligheden, så opstår der situationer, som man ikke lige havde taget højde for, og der skal man være stor nok til at erkende, at virkeligheden kan være anderledes, og så skal vi tilpasse os den virkelighed, vi lever i,« siger han.

Den konservative ordfører er knap så sikker som Venstre, når det kommer til at lade en eventuelt ændret lovgivning gælde bagudrettet, men erklærer sig parat til at se på det.

»Vi er meget tilbageholdende med at lovgive med tilbagevirkende kraft, men vi vil ikke afvise, at det kan ske i det her tilfælde. Vi skal lige se, hvad konsekvenserne vil være af det,« siger han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har allerede erklæret sig parat til at se på reglerne, men han ønsker ikke at lovgive med tilbagevirkende kraft.