Selv om vælgerne ifølge alle meningsmålinger er klar til at gøre Helle Thorning-Schmidt (S) til statsminister efter næste valg, mener de samme vælgere, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bedst på stort set alle parametre.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Både når det handler om lederevner, klareste synspunkter, bedste skattepolitik, retspolitik, og EU-politik udnævner vælgerne Lars Løkke Rasmussen som den bedste i direkte sammenligning med Helle Thorning-Schmidt, viser en ny måling fra TNS Gallup.

HVEM ER BEDST KVALIFICERET TIL AT VÆRE STATSMINISTER? LØKKE ELLER THORNING? DELTAG I DEBATTTEN UNDER ARTIKLEN

Når det handler om øjeblikkets mest centrale dagsorden – økonomien – trækker Løkke for alvor fra Thorning. 42 pct. af vælgerne mener, at Løkke er den bedste garant for en ansvarlig økonomisk politik, mens kun 26 pct. af vælgerne tiltror S-formanden den samme evne som økonomisk ansvarlig.

Regeringens træthed


- Vælgerne generelt vurderer Løkke som en dygtig politiker. Når målingerne så ikke er anderledes for blå blok, er det for det første, fordi regeringen har siddet i mange år, og det giver en træthed. Desuden trækker den kiksede håndtering af både større og mindre sager fra. Senest i forhold til grænsekontrollen. Det tegner et billede af, at statsministeren sådan set er dygtig nok, men at han har mange omkring sig, der bidrager til at tingene kokser, siger politisk kommentator og tidligere konservativ leder, Hans Engell.



At Løkkes føringer på de politiske substans-områder ikke materialiserer sig i den største vælgeropbakning, viser hvilken ’kæmpe opgave’, regeringslejren står over for, erkender Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.

- Det viser, at der er et stort arbejde i at få kommunikeret vores reforminitiativer ud. Det er alt andet lige lettere at kommunikere et budskab, der hedder ’12 minutter’ og ’Her går det godt’, end det er at folde en helt konkret plan ud, siger hun.

LÆS OGSÅ: Rød blok går på ferie med massiv føring

LÆS OGSÅ: VK-formænd: Sig fra over for Dansk Folkeparti

Også når det handler om, hvem vælgerne anser for at være den bedste til at lede Danmark igennem en alvorlig krise, trækker Løkke sig sejrrigt ud af tvekampen med god afstand til Thorning.

Kun når det handler om den bedste politik på velfærdsområdet og den mindre politisk orienterede kategori ’sympatisk udstråling’ mener vælgerne ifølge Gallup-målingen, at S-formanden er bedst.


 
Hos Socialdemokraterne er lysten til at tale om de parametre, hvor Thorning får baghjul, stærkt begrænset.

Følger fast mønster 

Finansordfører Morten Bødskov (S) hæfter sig mere ved de almindelige meningsmålinger, der peger på et regeringsskifte.- Det, der tæller, er vælgernes holdning og folketingsvalget. De seneste mange, mange måneder har konklusionen været meget entydig, nemlig at danskerne vil have en ny regering under Helle Thorning-Schmidt, siger han.

Mens Løkkes forspring på økonomien og Thornings ditto på velfærden følger det faste mønster i forhold til, hvordan vælgerne vurderer rød og blå bloks styrker og svagheder, er det måske mere overraskende, at de to statsministerkandidater står helt lige, når det handler om, hvem der har den bedste udlændingepolitik.

Netop udlændingepolitikken har været en hjørnesten i de borgerliges succesrige valgkampe i 2001, 2005 og 2007. I VKO-toppen er der ifølge Berlingskes oplysninger også store forhåbninger om, at udlændingepolitikken vil ligge i toppen af dagsordenen i den kommende valgkamp.

Ømtålelige spørgsmål

Omvendt har S-SF toppen konstant siden seneste valg målrettet arbejdet på at lukke flanker til regeringens udlændingepolitik i håb om, at det for dem så ømtålelige spørgsmål kommer til at spille så lille en rolle som muligt i de tre ugers valgkamp. På trods af de bagvedliggende forhåbninger, vælger Venstres politiske ordfører at nedtone vigtigheden af udlændingetemaet.

- Økonomien spiller den største rolle. Det presser måske de emner ned, der har været vigtigere, dengang økonomien i Danmark var stærk og sund, siger Ellen Trane Nørby.

Radikale resultater


Mens de Radikale fortsat peger på Helle Thorning som statsminister, viser målingen, at De Radikales vælgere anser Løkke for at være den bedste garant for, at der bliver ført en ansvarlig økonomisk politik.

Under hver femte R-vælger mener, at Thorning er den bedste til økonomisk ansvarlighed. Den radikale næstformand Morten Østergaard vil ikke tage stilling til spørgsmålet.

- Vi skal ikke vælge præsident i Danmark, og derfor synes jeg, at de her målinger er lidt intetsigende, siger han.

Heller ikke hvad angår lederskab, har De Radikales vælgere speciel stor fidus til Thorning: 19 pct. af dem mener, Thorning har de bedste lederevner, 19 pct. mener Løkke, mens 41 pct. af Vestagers vælgere ikke ser nogen forskel på de to toppolitikeres lederevner. Her vil Morten Østergaard dog godt give sin mening mere klart til kende.

- Når vi peger på Helle Thorning-Schmidt, er det, fordi vi mener, at hun i den nuværende situation er den bedste af de to til at lede landet, og at det er med hende som statsminister, at vi kan opnå de fleste radikale resultater, siger Morten Østergaard.

Hvem er bedst kvalificeret til at være statsminister? Lars Løkke eller Helle Thorning?

Deltag i debatten herunder

Du må meget gerne skrive dit navn efter din kommentar. De bedste indlæg med navn vil blive bragt i B.T.