Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal torsdag om en uge for første gang mødes med den nye amerikanske præsident, Donald Trump, i Washington.

Det oplyser han under en forespørgselsdebat i Folketinget om det transatlantiske forhold.

Hvis ikke der kommer andre europæiske regeringsledere forbi i den kommende uge, bliver Løkke dermed den fjerde i rækken.

Foreløbig har kun den britiske, den irske og den tyske regeringsleder besøgt Trump siden indsættelsen i januar.

»De stærke transatlantiske bånd har bragt fred, stabilitet og vækst,« siger Løkke.

»Regeringen vil gøre sit til, at det tætte samarbejde med vores vigtige allierede fortsætter.«

Statsministeren konstaterer også, at der er mange områder, hvor den danske regering endnu ikke kender den nye amerikanske regerings politik.

»Jeg har noteret mig, at der er betydelige nuanceforskelle mellem budskaberne på det udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske område afhængig af, hvem i den amerikanske administration, der står som afsender.«

»Det er åbenlyst, at den nye administration fungerer anderledes end den tidligere,« siger statsministeren.

Han advarer dog mod at reagere for kraftigt mod Trump.

»For hvis man modsvarer twitterdiplomatiet med twittersvar, bliver det hårdt og unuanceret,« siger han.

Det er en henvisning til den amerikanske præsidents forkærlighed for slagkraftige budskaber på det sociale medie Twitter. Her langer Trump ofte ud efter store medier, som han beskylder for 'fake news.'

Og det er også her, han har omtalt en dommer som en »såkaldt dommer«. Og beskyldt tidligere præsident Barack Obama for at aflytte ham.

»Det er min forventning, at der med tiden vil indfinde sig en tydeligere linje i amerikansk udenrigspolitik. Jeg er sikker på, at den på mange områder vil følge tidligere administrationers linje.«

»Der vil være uenigheder, men det har der også været tidligere,« lyder det fra Løkke.

Det Hvide Hus pointerer i sin pressemeddelelse om besøget, at det finder sted på 100-års-dagen for Danmarks formelle overdragelse af De Vestindiske Øer til USA.

Blandt de emner, Trump og Løkke skal diskutere, er kampen mod Islamisk Stat og et styrket forsvars- og sikkerhedssamarbejde, såvel bilateralt som gennem Nato, oplyser Det Hvide Hus.

/ritzau/