SAS må reducere sine omkostninger betragteligt, ellers bliver SAS en del af historiebøgerne, siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Bestyrelsen og direktionen i det kriseramte flyselskab SAS har et ansvar for at finde en vej ud af krisen.

Det siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der understreger, at bestyrelsen og direktionen har et samlet ansvar for den situation, som flyselskabet i øjeblikket er i.

- Først og fremmest er der nu et ansvar for at vise en vej frem, og det er også det, jeg forstår, er indholdet i den redningsplan, der er lagt frem, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han vil ikke placere ansvaret for krisen hos den liberale Fritz Schur, der har været bestyrelsesformand i SAS siden 2008.

- Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere det interne bestyrelsesarbejde eller samspillet mellem bestyrelse og direktion, men det er åbenlyst, at SAS ikke har gjort det godt nok og er udfordret som virksomhed, siger Lars Løkke Rasmussen, der ser »betydelige lyspunkter« i den redningsplan, der nu er blevet lagt frem.

- Men det er også åbenlyst, at det viser, at hvis SAS ikke er i stand til at minimere deres omkostningsniveau ganske betragteligt, så er SAS noget, der skal skrives ind i historiebøgerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF) mener, at Fritz Schur bør gå af som formand, men den holdning kalder Lars Løkke Rasmussen for »politisk polemik«.