Løkke roser Kjærsgaard for flot og imponerende formandskab

Venstre har kun ros til overs for den måde, som Pia Kjærsgaard har styret Dansk Folkeparti igennem 17 år og især igennem 10 af årene. Formand Lars Løkke Rasmussen mener, hun har gjort Dansk Folkeparti til et seriøst og succesfuldt parti.

I 10 år dannede Pia Kjærsgaard og resten af Dansk Folkeparti parlamentarisk grundlag for VKO-regeringen. Et samarbejde, der knirkede i ny og næ. Men som aftvinger respekt for Pia Kjærsgaard hos Venstre.

På sin Facebook-profil skriver formand Lars Løkke Rasmussen om den afgående formand, som han betegner som »en af de helt store politikere i nyere dansk politik«:

- Selvom hun heldigvis genopstiller til Folketinget, træder hun nu tilbage fra den tillidspost, hvorfra hun har sat store politiske aftryk og gjort Dansk Folkeparti til et seriøst, robust og succesfuldt parti.

Samtidig hæfter han ordenen »tillid« og »troværdighed« på sit samarbejde med Kjærsgaard og bifalder hendes indsats i dansk politik.

- Ikke alle spåede Dansk Folkeparti lang levetid, da Pia Kjærsgaard i sin tid brød med Fremskridtspartiet og stiftede partiet. Men på grund af Pia integritet, ukuelighed og utrættelige indsats er DF nu i den grad et fast og uomgængeligt element i dansk politik. Hun har leveret et flot og imponerende formandskab!, skriver Løkke.

Også fra andre dele af partiet sendes Kjærsgaard af sted fra formandsposten med respekt.

- Både på partiets og egne vegne vil jeg godt sige tak for et godt samarbejde. Og lige meget om man er enig eller uenig med hende, så har hun været en enorm dygtig politiker, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

- Hun har sat sig nogle markante spor i dansk politik. Hvis vi kigger på den tid, hvor vi sad i regering, var hun med til at skabe en stabilitet omkring den borgerlige-liberale regering, fortsætter Ellen Trane Nørby.

Venstres tidligere beskæftigelses- og finansminister Claus Hjort Frederiksen mener, at Pia Kjærsgaard har truffet en klog beslutning ved at trække stikket nu, da det giver partiet mulighed for at lave et generationsskifte i tide.

Han roser desuden Pia Kjærsgaard for at turde at lave upopulær politik og tage tyren ved hornene.

- Jeg tager hatten af for den ansvarsfølelse, som hun har over for Danmark. Da krisen kom i 2008, og vi skulle genoprette den økonomiske politik, tog Pia Kjærsgaard ansvaret, da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal smed ansvaret for krisen fra sig. Pia Kjærsgaard var med til at hjælpe Danmark igennem krisen på en mere skønsom måde, siger Claus Hjort Frederiksen.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her