’Kraftedeme.’ ’Pis.’ ’Svineri’.

Det var bare nogle af de kraftudtryk, der blev fyret af, da Venstres formand og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen under en privat fødselsdagsfest lod sine frustrationer gå ud over TV2-værten Jes Dorph-Petersen.

Sammenstødet, som kom helt bag på Jes Dorph, der ellers har et godt forhold til Lars Løkke Rasmussen, fandt sted midt under valgkampen i september 2011, men har aldrig været offentligt fremme. Nu beskriver Jes Dorph episoden i sin nye selvbiografi ’Dorph - historier fra den anden side.’

Optrinnet fandt sted i restaurant Grøften i Tivoli til en privat fødselsdagsfest for den tidligere cykelrytter Ole Ritter, der fyldte 70 år.

Episoden fra Tivoli understreger, at Lars Løkke Rasmussen, der lige nu fører stort i meningsmålingerne og står til at blive Danmarks næste statsminister, i perioder har problemer med at styre sit temperament. Flere pinlige episoder er det seneste par år kommet frem i medierne, og i den borgerlige lejr er der bekymring for, om Løkkes temperament kan forpurre næste valgkamp.

Jes Dorph vurderer, at Løkke følte sig voldsomt presset af Helle Thorning-Schmidt. I bogen beskriver tv-værten, at den daværende statsminister dukkede op til Ole Ritters fødselsdag ret sent på aftenen i selskab med sin kone, Sólrun. De skulle være fortsat til et andet arrangement hos Søren Pind, men det havde Løkke droppet, set i lyset af at en dansk soldat netop var blevet dræbt i Afghanistan. Ifølge Jes Dorph blev Løkke længere hos Ole Ritter end planlagt, og de endte ved samme bord og faldt i snak. Dorph kunne mærke på Løkke, at han ikke var tilfreds med forløbet af valgkampen.

’Han var presset til det yderste af Helle Thorning-Schmidt,’ skriver Jes Dorph-Petersen i bogen.

Senere på aftenen var Dorph ude for at tisse og mødte Lars Løkke, der stod og røg i et aflukket gårdområde nær toiletterne.

Lars Løkke begyndte hurtigt, og i et ret kritisk tonefald, at kritisere TV2’s dækning af valgkampen. Han var stærkt utilfreds med TV2’s vinkling på valgkampshistorierne generelt, og han undrede sig over, hvem stationen fik sine oplysninger fra.

’Han var i særdeleshed vred på mig over et interview, jeg havde lavet med ham og Helle Thorning-Schmidt, hvor han mente, jeg havde været decideret unfair overfor ham og stillet underlødige og platte spørgsmål,’ skriver Jes Dorph.

Ifølge studieværten brokkede statsministeren sig i ca. 20 minutter.

’Det er en underdrivelse at sige, at han hidsede sig op undervejs. Han var decideret rasende. Han råbte ad mig, sagde, at vi på TV2 var spændt for oppositionens vogn, og ’kraftedeme’ og ’pis’ og ’svineri’, hele møllen. Det er normalt, at politikere bliver sure og giver udtryk for, hvad de mener om vores arbejde. Men den aften var tonen meget grov, og så ramte den lige ned i min usikkerhed. Det var trods alt landets statsminister, som råbte ad mig. Og så foran en hel fest,’ skriver Jes Dorph-Petersen.

Dorph og Løkke i slyngelstuen

Inde i festlokalet, hvor der var omkring 100 mennesker til stede, var det dog de færreste, der bemærkede optrinnet ude ved toiletterne.

’Jeg har ikke observeret noget, og det var trods alt min fest. Jeg synes, det virker mærkeligt, at det skulle være sket, uden at jeg har opdaget det. Men nogle gør jo meget for at sælge bøger, siger Ole Ritter til BT.

Den ellers meget rutinerede Jes Dorph-Petersen var rystet over ’skideballen’ fra statsministeren i Tivoli. Især fordi han normalt har et godt forhold til Lars Løkke. Da han var vært på Go’ Morgen Danmark, sad han og Løkke ofte i ’slyngelstuen’ i studierne på Hovedbanegården og ’ævlede om fodbold og røg smøger’, fortæller Dorph i sin bog. Han betragter også Løkke som ’en god kilde’ og en af de politikere, ’man som journalist kunne tale åbent med udenfor blokken’.

BT har vist afsnittene i bogen til Lars Løkke Rasmussen, og han har læst dem.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Lars Løkke.

Bogen ’Dorph - historier fra den anden side’ er skrevet i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen og er udkommet på Politikens Forlag.