Det er naturligt, at Venstre må nuancere sin politik, når to nye partier træder ind i regeringen, siger Løkke.

København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger om Herning-borgmester Lars Krarups kritik af V-toppens kurs på Christiansborg:

- I Venstre har vi højt til loftet og langt til døren. Og vi har tradition for, at den frie debat lever. Det er kun godt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Krarup har peget på fire punkter, hvor han mener, at Venstre "fejler".

Blandt andet på formuleringen af uddannelsesloftet og udspillet om boligskat, som ifølge Lars Krarup er en "vækstpakke" til de rige boligejere i Nordsjælland, mens der er i virkeligheden er behov for mere udligning mellem kommunerne.

Det er især efter udvidelsen af regeringen med Liberal Alliance og De Konservative, at V-toppen er begyndt at sejle i en forkert retning, mener Krarup.

Til det siger Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen:

- Vi er gået fra en situation, hvor Venstre var hele regeringen, til at vi nu er tre partier i regeringen. Det betyder, at vi ikke nærmest kan tage Venstres principprogram og sige, at det er også det, regeringen mener.

- Nu tager regeringens udspil farve af partiprogrammer. Så vil der være en række sager, hvor det regeringen står for, vil være nuanceret og forskelligt fra det, som den rene Venstre-mand eller Venstre-kvinde mener, siger Løkke.

Lars Krarup er bekymret for, at V-toppens kurs på Christiansborg vil koste ved kommunalvalget til efteråret. Løkke lægger dog en god del af ansvaret tilbage på det kommunale bagland:

- Grundlæggende skal man altid bekymre sig for næste valg. Det gælder uanset, om det er næste menighedsrådsvalg, næste kommunalvalg, næste regionsrådsvalg eller næste folketingsvalg, siger Løkke og tilføjer:

- Det er her, man bliver dømt på, hvilke resultater man har opnået, og hvilke visioner man har for fremtiden. Der må jeg sige, at jeg føler mig rimelig tryg, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser til, at Venstre har 49 borgmesterposter landet over. V-formanden lader skinne igennem, at V-borgmestre bærer en stor del af ansvaret for at omsætte deres fremtrædende position til valgsucces for Venstre:

- Det er meget forskellige kommuner med helt forskellige udfordringer. De har rimeligvis opnået meget forskellige resultater. Og de har rimeligvis forskellige bud på fremtiden.

- Men gør de det godt, så får Venstre også et godt valg, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Krarups bekymring går dog på, at Venstre borgmestre og Venstres kommunalrådsmedlemmer bliver bremset af partitoppens kurs og de lave meningsmålinger på landsplan.

Venstre ligger i øjeblikket til 18,6 procent af stemmerne, hvis der skulle holdes valg til Folketinget. Det viser Ritzau Index, der er et gennemsnit af seks meningsmålinger.

Til sammenligning ligger Socialdemokratiet ifølge Ritzau Index til 27,3 procent af stemmerne. Det har medvirket til bekymringen i Venstre for, at partiet vil tabe borgmesterposter ved kommunalvalget til november.

/ritzau/