Sundhedsministeren kræver hård kurs mod grådige øjenlæger.

- Jeg tager stærkt afstand fra den her type spekulation. Der skal slås hårdt ned på de øjenlæger, der bevidst udnytter ordningen. Det frie sygehusvalg er ikke lavet for hverken forfængelige danskere eller grådige øjenlægers skyld. Det skal være til fordel for syge patienter.

Sådan lyder sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens reaktion på B.T.´s afsløring af private øjenlægers fede fidus med at løfte øjenlåg for det offentlige og de manglende stopklodser for kosmetiske operationer.

Lars Løkke Rasmussen kan godt se problemet med, at lægerne får højere betaling for operationer end tidligere, hvis de udnytter ministerens behandlingsgaranti.

- Det er jo virkelig ikke det bedste incitament, at øjenlægerne, hvis de går den ene vej i sundhedssystemet tjener 1300 kroner og hvis de tager den anden tjener tre gange så meget. Det er klart at systemet må rettes for sådanne åbenlyse skønhedsfejl, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ikke noget galt med ordningen
Han er selv hovedarkitekten bag det såkaldte udvidede frie sygehusvalg, der giver patienter mulighed for at vælge private læger, hvis køen på det offentlige sygehus bliver for lang. Men han mener ikke, der er noget grundlæggende galt med ordningen.

- Jeg vil ikke bare give aben videre, men jeg mener, at amterne ved de kommende forhandlinger med speciallægerne bør få sat taksterne for de her øjenlågsoperationer ned, så ydelserne kommer på niveau med sygesikringen.

Lars Løkke fastholder, at hængende øjenlåg er en sygdom, som folk ikke bør vente længere end otte uger på at få opereret. Men der er ingen klare kriterier for sygdommen, og B.T. har bragt eksempler på, at øjenlægerne udfører kosmetiske operationer på det offentliges regning. Men også her lægger Lars Løkke ansvaret over på sygehusenes ejere, amterne.

- Hvad angår visiteringen af patienter, der opereres af ren forfængelighed, bør sygehuse, der oplever en trafik af sådanne patienter, indføre deres egen forundersøgelse af patienterne.

Se på mønstre for misbrug
Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at sagen viser en generel problemstilling ved den stigende brug af private klinikker til at løse kapacitetsproblemerne i sygehusvæsenet.

- Det er hensynet til en hurtig behandling af patienter, der vejer tungest. Og privatlægernes økonomiske incitament er som oftest til patienternes fordel. Det ændrer ikke ved, at man kun skal have behandling, hvis der er medicinske indikationer, og så må amterne udnytte de muligheder de har for at se mønstre i ydelserne til speciallæger, der tyder på misbrug, siger Lars Løkke Rasmussen.